Tom Jones optræder i Tivoli

Nu kan Tivoli afsløre, at endnu et internationalt navn, der gennem mere end fem årtier har sunget sig ind i hjerterne hos publikum bliver en del af Tivolis LørdagsHits programmet. Der er tale om legende Tom Jones, der indtager scenen på Plænen den 19. juli kl. 21:00.

.

LørdagsHits i Tivoli hylder for fjerde år i træk popmusik, der stadig holder efter flere årtier. Koncerterne er blevet et populært mål for fans med kærlighed til tidløs popmusik de kender.

Der er i juli og august måned programsat otte live koncerter på Plænen på lørdage fra klokken 21.00. Koncertrækken tæller bl.a. Queen Machine, Lis Sørensen, Danser med Drenge, NEWS med Søs Fenger i front og Shu-Bi-Dua 2.0 mfl.

.

Tom Jones fuldender programmet

Tom Jones er historien om kulminearbejder-sønnen fra Wales der blev verdensstjerne. Med en karriere, der strækker sig over mere end fem årtier, har Tom Jones begejstret generationer med sin kraftfulde stemme og utallige hits.

Publikum kan glæde sig til at synge med på klassikere som What’s New Pussycat, It’s Not Unusual, Delilah og I’ll Never Fall in Love Again.

.

Hit på hit

Tom Jones, der blev adlet af den nu afdøde Dronning Elizabeth i 2006, har for længst bevist sin evne til at forny sig gennem årene og favne genrer som rock, pop, soul og r&b.

Hans overskudsagtige energi og karisma gør ham stadig til en af de mest elskede og streamede artister i verden.

.

Tivoli begejstret for årets koncerter

“Med LørdagsHits slår vi et slag for den populære musik, der holder i mange år, og som mange derfor kan synge med på. Vi har også oplevet, at mange af de populære artister fra 80’erne og 90erne har fået fans blandt de yngre gæster, der slet ikke var født dengang, men kender musikken fra sociale medier. Vi har igen i år sikret os et par internationale musiklegender i Tom Jones og Bryan Adams, og så afslutter vi traditionen tro koncertrækken med Shu-Bi-Dua 2.0, hvor der er garanti for fællessang på Plænen”; siger Kulturdirektør i Tivoli Frederik Wiedemann.

.

LørdagsHits program 2025 med programstart kl 21.00

· 5. juli: Queen Machine

· 12. juli: NEWS

· 19. Juli: Tom Jones

· 26. juli: Lis Sørensen

· 2. august: Michael Learns to Rock

· 9. august: Bryan Adams, hvor der er DJ opvarmning med radiolegenden Jørgen de Mylius

· 16. august: Danser med Drenge

· 23. august: Shu-Bi-Dua 2.0

Der vil være pladsreservation til Bryan Adams samt til Tom Jones. Det meldes ud senere, hvordan man kan sikre sig adgang. Når entréen til Tivoli er betalt, er der fri adgang til LørdagsHits.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*