København er i gang med adskillige udskiftninger, opførsel og reparation af trafiksignaler over hele byen, men arbejdet er ramt af store forsinkelser. Problemerne skyldes primært udfordringer hos den eksterne leverandør, som ikke har kunnet følge med opgaverne.
.
En medarbejder i kommunens forvaltning fortæller, at der gennem længere tid har været tæt dialog med leverandøren – både skriftligt og telefonisk – men uden den ønskede fremdrift.
Situationen er ikke enestående for København; også andre myndigheder, herunder Vejdirektoratet og andre kommuner, oplever lignende problemer.
“Leverandøren har påtaget sig flere opgaver, end de kan håndtere, og har samtidig haft stor udskiftning blandt medarbejderne. Det har resulteret i manglende overblik og forsinkelser på tværs af projekter”, hedder det i en orientering, som Havnefronten har haft lejlighed til at læse.
.
Svært at skifte leverandør
De tekniske krav, som myndighederne stiller til signaludstyr, betyder, at kommunen ikke uden videre kan skifte leverandør. Derfor arbejder man nu internt på at finde løsninger og har løftet sagen op på ledelsesniveau.
Et af signalerne, hvor selve programmet allerede er klar, mangler nu kun installation og idriftsættelse – en opgave, der tidligere blev vurderet til at tage to dage. Alligevel er der endnu ikke leveret en konkret tidsplan.
“Vi følger op løbende og presser på for fremdrift, men må desværre erkende, at der stadig ikke er sket den nødvendige handling”, hedder det videre i orienteringen.
Kommunen slutter af med at beklager forsinkelserne, og forsikrer at man arbejder videre for at få signalerne op at køre hurtigst muligt.
Be the first to comment