Det kan blive det største deltager-event nogensinde på dansk grund, når København danner rammen for VM i halvmaraton, 5 km og One mile i september 2026. Hele 65.000 løbere er der plads til i feltet, når verdenseliten skal kæmpe om guldet i hovedstadens gader. Det skriver en af arrangørerne Sparta i en pressemeddelelse.
.
Seks verdensmestre og 65.000 løbere i bevægelse bag dem. Hjertet af København bliver i september 2026 formentlig scene for det største deltager-event nogensinde i Danmark.
World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26 er titlen på det VM i løb, som rammer København den 19.-20. september 2026. 65.000 deltagere kan deltage i løbefesten bag verdens hurtigste kvindelige og mandlige atleter på distancerne halvmaraton, 5 km og One mile.
”Det er helt unikt, at der både er plads til verdenseliten og motionister til et verdensmesterskab i de københavnske gader. Jeg håber, at der bliver stor opbakning både på tilskuerruten og blandt dem, der snører løbeskoene, så vi kan vise resten af verden, at København er værd at satse på som vært for store events, der skaber glæde, engagement og giver turister til byen,” siger overborgmester Lars Weiss.
Han følges op af Kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard, der også fremhæver det historiske element ved begivenheden.
”VM i landevejsløb 2026 bliver mere end et mesterskab. I samarbejde mellem Sparta, Dansk Atletik, Københavns Kommune og en række stærke partnere bliver VM kulminationen på en løbsfestival, der inviterer københavnere og gæster til at opleve byen i løbetempo. Med potentiale til at blive den største deltagerevent nogensinde på dansk jord, kommer det til at være en historisk begivenhed, hvor motion, fællesskab og Københavns unikke rammer smelter sammen,” siger Mia Nyegaard.
Københavns Kommune står sammen med Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen bag mesterskabet, der arrangeres for World Athletics af Dansk Atletik og Sparta Atletik & Løb.
.
Bygger videre på en succes
Det er ikke første gang, de fem aktører står bag et VM i løb i de københavnske gader. I 2014 afholdt de VM i halvmaraton, som blev en stor succes, og som blandt andet blev startskuddet til det årligt tilbagevendende Copenhagen Half Marathon.
“Københavns gader har dannet rammen om nogle af verdens mest ikoniske løb – ’løbe-løb’ og cykelløb – og nu bliver de igen centrum for en historisk sportsbegivenhed, når verdens bedste løbere kæmper om VM-titlerne side om side med tusindvis af motionister. Med erfaringerne fra VM i halvmaraton 2014, som satte helt nye standarder for netop gadeløb og Danmarks stærke tradition for at afvikle internationale mesterskaber, ser vi frem til at byde verden velkommen til en unik løbefest i hjertet af København,” udtaler Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Hos Wonderful Copenhagen er der også begejstring over at få VM til hovedstaden – ikke mindst med udsigt til at få besøg af de op mod 20.000 internationale løbere, der forventes at rejse til København for at tage del i den historiske løbefest.
”Et verdensmesterskab som World Athletics Road Running Championships, der tiltrækker topatleter og tusindvis af løbere fra hele verden, vil både skabe stor omsætning og samtidig styrke hovedstadens position som event-destination i verdensklasse. Vi glæder os til at vise byen frem og vil samtidig bruge eventet til at brande Danmarks hovedstad internationalt som en attraktiv storby og rejsedestination,” siger Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.
.
En løbefest for hele Danmark
Ambitionen med en festlig begivenhed for rekordmange deltagere og tilskuere i København er også at lade effekten af løbebevægelsen nå ud i hele landet via Danmarks atletik- og løbeklubber.
”Vi glæder os til at byde hele verden velkommen til VM – men i lige så høj grad til at sætte fokus på løb og de fællesskaber, som vi kan tilbyde i vores medlemsklubber. Uddannede trænere er klar til at tage imod løbere i inspirerende og motiverende træningsmiljøer for både bredde- og eliteløbere i hele landet,” siger Lars Werge, formand for Dansk Atletik.
Blandt de erfarne aktører er også Sparta Atletik & Løb, der i over 40 år har arrangeret Copenhagen Marathon og siden 2014 har stået bag Copenhagen Half Marathon, der i 2024 samlede knap 30.000 løbere og blev udsolgt på rekordtid.
”Vi står med rigtigt gode forudsætninger for at levere et VM, der ikke alene møder forventningerne til os fra World Athletics og den passionerede løbeverden. Det vil også hæve barren for denne type events. Vi ser frem til at skabe et mesterskab, der vil blive husket som både det største og det bedst afviklede nogensinde, men også for en stærk aktivering rundt om eventet,” siger adm. direktør i Sparta Atletik & Løb, Dorte Vibjerg.
Alle kan deltage i VM. Baseret på en overvældende efterspørgsel det seneste år går halvmaraton-distancen i salg via et lotteri, der er åbent den 6.-20. marts 2025. Her kan alle interesserede skrive sig op, hvorefter der vil ske en lodtrækning om startnumrene. Salget til 5 km og One mile-distancen åbner den 23. april.
Be the first to comment