SommerKlassisk i Tivoli: Internationale topnavne og nye formater

Angel Blue i blåt. Foto: Jakob Melgaard / Tivoli.

SommerKlassisk i Tivoli er tilbage med mere end 50 musikalske oplevelser henover sommeren.

.

Sidste år var et godt år for klassisk musik i Tivoli, hvor det lykkedes at tiltrække – ikke bare flere – men også flere nye klassiske koncertgængere – altså gæster som ellers ikke går til klassiske koncerter.

Den tendens håber forlystelseshaven på at fortsætte i 2025 og har derfor sammensat et program, som rummer formater for alle – alt sammen på højt kunstnerisk og musikalsk niveau.

.

Store klassiske navne

Programmet er domineret af nogle af de største stjerner på den klassiske musik-himmel. Salenes gæster kan således f.eks. se frem til et genhør med operastjernerne Angel Blue og Jonathan Tetelman samt et sjældent besøg af den italienske violinist og dirigent Fabio Biondi.

En af sæsonens store koncerter bliver Verdis monumentale Requiem under ledelse af chefdirigent Christoph Gedschold, hvor den danske verdensstjerne Stephen Milling og flere af Danmarks førende kammerkor vil bringe værkets fulde kraft til live med Tivoli Copenhagen Phil, der kan opleves til alle TorsdagsKlassisk koncerterne.

I Tivolis Koncertsal kan man desuden opleve tre pianister i verdensklasse: den ungarske mester András Schiff, Schubert-entusiasten Elisabeth Leonskaja fra Østrig og den sydkoreanske virtuos Seong-Jin Cho.

.

Stjernestunder

Tivolis klassiske musikfestival; Stjernestunder vender også retur i år. I august kan man således komme helt tæt på musikken og stjernerne i Glassalen med kunstnere som violinisten Augustin Hadelich og tenoren Rolando Villazón.

Under stjernestunder kan man også opleve Andrè Schuen, som sidste sommer gav en topanmeldt koncert i Tivoli. Festivalen byder også på særlige koncertoplevelser, hvor musik og fortælling smelter sammen.

Det bedste fra La Traviata og den intense Kreutzer-sonaten byder på nye måder at opleve klassisk musik på, mens kunstnere som Lars Hannibal og Michala Petri, Kristian Leth og The Doric String Quartet og Nicolai Kornerup med Lotte Andersen skaber koncertoplevelser, der både underholder og giver stof til eftertanke.

Og igen i år åbner Tivolidørene til Koncertsalen med 19 Con Amore-koncerter med Danmarks dygtigste amatørensembler.

.

Nye formater

”Mesterstykker” vender retur – hvor Mathias Hammer i år leder publikum igennem udvalgte klassiske mesterværker med en særlig forbindelse til Tivolis historie.

Også Musikduellen med Mathias Hammer og Frederik Cilius vender tilbage i år, ligesom de populære ønskekoncerter på Plænen med Phillip Faber og de åbne prøver med Tivolis symfoniorkester, hvor man kan få et unikt indblik i arbejdet bag et 70-personer stort orkester.

Både Plænekoncerterne og de åbne prøver er inkluderet i entreprisen til Tivoli.

Som noget nyt i år introducerer Tivoli også skolekoncerter specifikt rettet mod elever fra 4.-6. klasse, og så vil man til sommer kunne opleve MusikLabyrinten på Plænen, hvor børn og nysgerrige musikfans kan få den unikke oplevelse at gå rundt mellem musikerne, mens de spiller og mærke vibrationerne fra de mange instrumenter helt ned i maven.

Børn kan tage på en spændende skattejagt gennem orkestret, finde og lytte til instrumenter og opleve, hvordan musikken bliver til.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*