Studier viser, at smag er en af de afgørende faktorer, der afholder folk fra at spise plantebaserede alternativer, og med de isvarianter, der er at finde i supermarkederne, er det ikke en overraskelse, at mange rækker ud efter flødeisen. Men nu viser de bornholmske iseksperter Vibeke Bengtson og Jonas Bohn, hvordan man selv kan lave plantebaseret is, der smager lige så godt – hvis ikke endnu bedre – end den traditionelle flødeis.
.
Lige siden Vibeke Bengtson og Jonas Bohn, skaberne af det populære Bornholms Ismejeri i Svaneke, startede deres is-eventyr, har de elsket at eksperimentere.
I de første år serverede de fed is, som mormor lavede den i sit eget køkken, fyldt med masser af fløde og æggeblommer.
Selvom kaloriebomben blev et hit blandt ismejeriets gæster, så Vibeke og Jonas alligevel vigtigheden i at eksperimentere med det plantebaserede.
Vibeke og Jonas er nemlig store tilhængere af at spise mere plantebaseret kost – både for vores egen og for planetens sundhed. De kan dog også godt forstå, hvorfor mange fravælger supermarkedernes udvalg af plantebaserede is.
De oplever, at mange føler, de må “nøjes”, når de vælger den plantebaserede is, men den tendens har de i sinde at vende op og ned på.
.
Is der er lækker
Mange is-elskere spiser is på grund af den særlige tekstur, hvor den kolde mundfuld smelter på tungen i en cremet følelse af sødme, foruden knasende overraskelser, som gør det hele til en frisk oplevelse.
Formålet med Vibeke og Jonas’ nye bog Plantebaseret is – der smelter hjerter er at vise, hvordan man kan lave is helt uden brug af fløde og stadig få en konsistens og struktur i isen, som ligner den, vi kender fra flødeis.
Vibeke og Jonas’ mission er at få omvendt de tvivlere, der stadig tror, at plantebaseret ikke giver den samme gode smagsoplevelse.
Med serveringer i et forfriskende og nytænkende design samt stemningsfulde beretninger og smukke billeder fra Bornholm, er der lagt op til masser af inspiration og stor nydelse i det plantebaserede is-univers.
Be the first to comment