Poseløb i ti år – opsamling af affald i Middelalderbyen

Tekst og foto: Jette Ingerslev

Der findes mange former for motion. En af de billigste benævnes poseløb. Sporten består i et par løbesko og -tøj, en plastpose og en plasthandske. Så løber man ud, hvor man er, og samler affald op. Hvis der er meget affald, må løbetempoet sættes ned – og det bliver da til posegang. Alt i alt er det et intervalløb med mange forskellige bevægelser for at samle affald op.

Siden 2015 har en gulklædt borger praktiseret denne sport på Dantes Plads og Vester Voldgade fra Stormgade til havnen – med små afstikkere til de tilstødende gader og lokaliteter. En strækning på ca. 2 km, som gennemløbes på 30-40 minutter. Altså en passende daglig indsats for at holde sig fysisk i gang.

.

Hvad sker der under poseløb?

Når man først er kommet i gang med poseløb og oplever glæderne ved at bevæge sig ud i samfundet eller naturen, så bliver aktiviteten en forudsætning for en god dag.

Op om morgenen og så afsted i gul, synlig jakke med reflekser. Dagligt møder man kendte og ukendte mennesker, der kommer med en positiv kommentar: ”Hvor er det flot, det du laver!”, ”Du er super!”, ”Vi er så glade for, at du holder området så rent!” eller blot et anerkendende blik eller en tommel op som tegn på accept og respekt.

Dagligt er der en lille samtale her og der. Ikke mindst med skoleelever, børn og personale fra vuggestuer. Samtalen kan handle om planter, trafik, hunde, kunst eller børn. Måske også spørgsmål om, hvordan det går med anlæggelsen af den uønskede p-kælder på Dantes Plads eller et forestående loppemarked.

.

Små foredrag

I forbindelse med poseløbet bliver der dagligt givet et lille foredrag om arkitektur, monumentet for danske sprogforskere eller den fem meter høje Danteskulptur af Jens Galschiøt. Skulpturen har stået midt på pladsen i 3 ½ år. Den er en hyldest til den italienske digter og politiker Dante Alighieri (1265-1321).

Han skrev blandt andet det store digt Den guddommelige komedie og regnes for en af verdens store klassiske forfattere. Hele natten er skulpturen smukt belyst. Den bliver dagligt studeret og fotograferet af mellem 600 og 1.000 mennesker, flest i sommerhalvåret.

.

Hvad og hvor meget samles der op?

Gennemsnitligt bliver en 10-liters pose fyldt op og tømt 4-5 gange per løbetur. Der indsamles papir og pap – ikke mindst fra fastfood-emballage, 2-4 cigaretkartoner og 200 cigaretskod, hvide snusposer, to-fire knuste eller hele flasker, dåser, brugte bleer, tamponer og enkelte kondomer. Dertil søm, skruer og andet håndværkeraffald. Henstillede møbler, kontormaskiner, havarerede cykler og efterladt grej meldes til kommunen via Giv et praj.

Det mest uhumske er de daglige tre-fire hundelorte, der tydeligvis stammer fra de samme hunde. I perioder sættes der plakater op med opfordring til at huske posen – ikke mindst så børn ikke træder i hundeekskrementer, når de leger i bedene, og for at hindre smitte med hjerteorm. Se nedenfor.

Med indsamling i omkring 350 dage om året er det blevet til omkring 1.400 poser à 10 liter = 14.000 liter affald på et år og 140.000 liter på 10 år. Antallet af cigaretskod i samme periode var 70.000 på et år og 700.000 på 10 år. Den største enkeltindsamling var tre store sække affald fra forpladsen til Rådhuset en Pinselørdag aften, hvor alle affaldsbøtter var overfyldte. Det var et kedeligt ”visitkort” for byen og borgernes ”slot”.

.

Den hunde-farlige hjerteorm

I Nordsjælland og Hovedstadsområdet findes en hundeorm ved navn hjerteorm. Den smitter ikke direkte fra hund til hund, men spredes som larver via små snegle, som hundene – og særligt hundehvalpene – spiser.

I hundens mavesæk opløses sneglen, og larverne frigives. Larverne vandrer gennem tarmslimhinden og via blodet til hjertet. I hjertet udvikles larven til en voksen orm, der lægger æg. Æggene føres med blodet til lungerne og udklækkes her. Larverne hostes op med spyttet, synkes og udskilles via afføringen. Symptomerne er almindeligvis hoste og i svære tilfælde besværet vejrtrækning. Der kan også ses sløvhed, opkastninger og vægttab samt øget blødningstendens og blå mærker. Ubehandlet kan hjerteorm medføre døden som følge af hjerte- og lungeproblemer.

Da larverne er til stede i Københavnsområdet, bør alle her sørge for at samle ekskrementerne op fra hundene – ikke mindst med hensyn til børn, hundehvalpe og gartnere.

.

Den lille klimakamp

Poseløb kan betegnes som den globale sport mod inaktivitet, nedsat bevægelighed, overvægt, depression (over forurening), ensomhed og klimaproblemer.

Dertil kommer, at det er en gratis form for motion, der gavner, stimulerer og fornøjer på mange planer. Prøv det! En pose og en handske kan være en øjenåbner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*