København har netop været vidne til afsløringen af et kontroversielt kunstværk, der har fået både støtte og kritik. På Dansk Folkepartis gruppeværelse på Københavns Rådhus er tre værker af kunstneren Louis André Jørgensen – Shitface #1-3 –blevet opsat.
.
Værkerne, med titlen Shitface #1-3, er skabt i 2019 og forestiller smilende ansigter lavet af forstenet afføring, som er monteret på aluminium. De blev indkøbt af kommunen i december 2024 til en samlet pris af 27.840 kr., og siden de blev leveret til kommunen befundet sig i en kælder, hvor kunst fra byens kunstsamling, har været opmagasineret.
For at give debatten om kunstindkøb en saltvandsindsprøjtning har Dansk Folkepartis gruppeformand, Finn Rudaizky, valgt at udstille værkerne på partiets gruppeværelse – med indvielse i ugen der gik.
Værkerne er som nævnt en del af en række indkøb foretaget kommunen gennem af Rådet for Visuel Kunst, som udvælger kunst til Københavns kommunale institutioner.
.
Et kunstværk, der deler vandene
Det er dog langt fra alle, der ser værkerne som en positiv tilføjelse til byens offentlige kunstsamling. Flere kritikere har reageret på kunstværkets natur, der kombinerer noget, mange forbinder med affald og urenhed, med et smilende ansigt.
Nogle finder det humoristisk og provokerende, mens andre ser det som en forstyrrende og respektløs måde at udtrykke sig på. Der er allerede blevet rejst spørgsmål om, hvad værket signalerer, og om det virkelig reflekterer de værdier, som Københavns kommune ønsker at promovere gennem sin kunstpolitik.
Der er også blevet rejst spørgsmål om de kommunale kunstindkøb generelt. Hvem beslutter, hvad der er kunst, og hvem får lov at stille det frem? I kølvandet på afsløringen har politiske diskussioner allerede taget fart, og Dansk Folkeparti har derfor fremsat et forslag, som vil blive drøftet på Borgerrepræsentationens møde den 6. marts 2025. Her skal debatten handle om, hvilken rolle kunst og kultur bør spille i Københavns politik, og hvordan man sikrer, at offentlig kunst afspejler byens mangfoldige befolkning.
.
Kunst som kommentar
„Da jeg levede værkerne, var jeg optaget af teknologi, og hvordan vi mennesker påvirker hinanden og verden med vores opfindelser og handlinger. Jeg ser de forstenede lorte som metaforer for handlinger, som får utilsigtede konsekvenser – og overgår deres skaberes fatteevne. For måske 10.000 år siden var nogen ude at skide, men det forsvandt ikke som den slags plejer, så nu sidder vi med lorten. Skulpturerne er udformet som ansigter og jeg har som regel ophængt dem i en gruppe, som et familieportræt, fordi de for mig repræsenterer generationer – bedsteforældre, forældre og den mindste, som er et lille barn. En familie hvor lorten sendes videre til næste generation‟, siger kunstneren Louis André Jørgensen til Havnefronten.
I følge Finn Rudaizky er partiet ikke imod, at kommunen indkøber kunst. Men det skal være kunst, som også er til glæde for byens borgere.
„Vi har haft en masse kunst parkeret i en kælder, som aldrig så dagens lys. Derfor fik DF vedtaget en udstilling, hvor kunsten blev vist på rådhuset – i Rådhushallen. Det har været med til at skabe en debat om hvilken kunst, det er kommunen køber. Det er jeg meget tilfreds med‟, siger Finn Rudaizky.
Indtil han fremhævede værket Shitface #1-3 var der ikke registreret interesse for at låne værket. Kunstneren Louis André Jørgensen skriver til Havnefronten, at hun mener det skyldes, at det først fra februar var muligt at låne værket.
I hvert fald har interessen for kunstværket været markant siden DF tog sagen op og valgte at udstille værket. Nu har flere skrevet sig på listen til at få lov at låne værket til udstilling rundt omkring i kommunen.
.
Fremtidens kunstdebat
Hos DF’s Finn Rudaizky er der glæde over, at først udstillingen i Rådhushallen og siden ferniseringen for Shitface #1-3 har skabt en debat om kommunens politik for kunstindkøb.
„Hos DF mener vi, at det er ok at købe kunst, hvis man kan forsvare den kunst, som bliver indkøbt, og den rent faktisk også udstilles. Derfor glæder vi og også til debatten den 6. marts. Hvad er det for en retning som kunstpolitikken skal tage i fremtiden‟, siger Finn Rudaizky.
Be the first to comment