2025 står i lydens tegn på Københavns Museum. Til maj åbner den store særudstilling ”Lyden af København – Støj, Stemmer og stilhed. Men allerede til februar indvies museets nyerhvervede lydværk Naufragium af lydkunstneren Jacob Kirkegaard.
.
Den danske lydkunstpionér Jacob Kirkegaard har skabt et lydværk Naufragium (latin for skibsvrag) til et af museets permanente udstillingsgallerier, der omhandler havnen og hovedstadens historie i perioden 1400-1600.
Hovedgenstanden i udstillingsrummet er et fjorten meter langt skibsvrag fra 1400-tallet, fundet i forbindelse med udgravninger forud for opførelsen af Operaen.
”Takket være generøse donationer fra Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond og Augustinus Fonden har Jacob Kirkegaard skabt dette helt nye lydværk, der på fornemste vis sammenkobler samtidskunst og kulturhistorie. Vi glæder os meget over samarbejdet og ser frem til at fremføre værket for offentligheden d. 7. februar i år”, fortæller Regitze Lindø Westergaard, museumsinspektør på Københavns Museum.
.
Lyd i egen ret
Naufragium er et værk i egen ret. Lydværket er ikke en 1:1 lydkulisse med et sejlende skibs lyde, men derimod et værk, der gør noget nyt. Det forbinder nutid og fortid, skaber bro mellem det tavse vrag foran os og den levende historie bag os såvel som under os.
For hvor end man bevæger sig i København, på land eller vand, er der spor af historien og andre før os lige under vores fødder.
.
Under overfladen
Værket tager os med under overfladen, ned i en anden tid og verden. Med havet som metafor for det underbevidste skaber Naufragiums lydbillede en sansemæssig forbindelse til skibet.
Kirkegaard arbejder altid med egne optagelser, og har for at komponere dette værk blandt andet indsamlet lyde fra dybet i Københavns Havn og vind fra sejlene på historiske skibe foruden lyden af Venedig.
Lydkunstværket ferniseres 7. februar 2025 og bliver udstillet permanent på museet, og indlemmes i museets samling for eftertiden.
.
Om Jacob Kirkegaard
Jacob Kirkegaard er lydkunstner og komponist og har udstillet talrige steder fra Tønder til Tokyo. Han har en MA i mediekunst fra Køln, har været sound artist in residency på Oxford Universitet og har været gæsteprofessor på Johannes Gutenberg Universitet i Mainz. I 2022 modtog han Eckersberg Medaljen fra Det Kongelige Danske Kunstakademiråd som anerkendelse af sine enestående præstationer inden for kunsten. Kerneelementet og metoden i Jacob Kirkegaards arbejde udspringer af brugen af lydoptagelser af de håndgribelige aspekter af immaterielle temaer. Byen København er et tilbagevendende tema og Kirkegaard har optaget lyden af byens forvandling siden midten af 1990’erne.
.
”Lyden af Hovedstaden”:
I disse år har Københavns Museum særligt fokus på lyd. Det manifesteres ikke mindst i forskningsprojektet ”Lyden af hovedstaden”, hvori en række forskere fra bl.a. Københavns Universitet, Nationalmuseet, Moesgaard Museum og Københavns Museum kortlægger københavnernes forhold til lyd og sprog igennem tiderne og lydens betydning for skabelsen af byens rum og fællesskaber.
Projektet kulminerer i maj 2025 med åbningen af en særudstilling om Københavns lyd gennem tiden på museet. Men allerede i februar 2025 præsenteres museets lydværk Naufragium af den anerkendte lydkunstner Jacob Kirkegaard som en del af lydsatsningen.
Be the first to comment