København overtager skolemøbler fra Københavns Professionshøjskole

Hundredvis af undervisningsborde, stole og lamper er kommet i overskud i forbindelse med socialrådgiveruddannelsens indflytning på Campus Carlsberg. De kommer nu til Københavns Ejendommes nye genbrugslager, som sætter møblerne i stand og genbruger dem på kommunens skoler og institutioner.

.

For nylig flyttede 1.400 studerende og ca. 90 ansatte fra socialrådgiveruddannelsen på Frederiksberg ind på Campus Carlsberg. De skal fremover være en del af KP’s studiemiljø på Vesterbro.

Det betyder, at hundredvis af møbler er blevet til overs på Campus Kronprinsesse Sofies Vej. Og da møblerne ikke længere har værdi for Københavns Professionshøjskole, så kommer de nu til Københavns Ejendommes nye genbrugslager, som sætter møblerne i stand og genbruger dem på Københavns kommunes skoler og institutioner.

.

Forsøg på et grønt bidrag

”Vi arbejder meget med bæredygtighed og grøn omstilling her på Københavns Professionshøjskole. Og forsøger altid at se om vi kan genanvende vores materialer. I det her tilfælde vurderede vi, at det gav mest mening at donere møblere til Københavns Kommune, så børn og unge kan få glæde af dem”, forklarer ressourcedirektør Søren Erichsen.

Det drejer sig i alt om 450 undervisningsborde, 600 undervisningsstole samt en række skrivebordslamper, kontorskole og skriveborde.

.

Se dem på DR

Men man kan faktisk nå at få et glimt af KP’s gamle møbler i fjernsynet, inden de bliver sendt videre til Københavns Kommune. Det siger møbelkoordinator Niels Iversen fra Facility Management.

”Vi fik en henvendelse fra Danmarks Radio, da vi i forvejen skulle til at flytte møblerne. De var i gang med at indrette nogle undervisningsmiljøer til en ny tv-serie og ledte efter egnede møbler. Så vi har aftalt, at DR låner møblerne af os og sender dem direkte videre til Københavns Ejendommes Genbrugslager, når de er færdige med optagelserne”, lyder det fra Niels Iversen.

.

Genbrug, grønt og bæredygtigt

Samarbejdet med Københavns Ejendommes Genbrugslager er blot det seneste af en lang række grønne og bæredygtige initiativer, som Københavns Professionshøjskole har søsat de seneste år.

Fx har kantinerne på campus et stort fokus på plantebaseret og vegetarisk mad, og der bliver ikke længere serveret oksekød. KP har indgået en aftale med firmaet 3stepIT, så vores gamle it-udstyr kan blive genanvendt på bæredygtig vis. El-, vand- og varmeforbruget er faldet markant, og der er opsat solceller på flere campusser.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*