Om nogle dage åbner IKEA København dørene til en aften med fællesspisning og oplæg i samarbejde med headspace, Actitude og Hjælp Din Næste. Arrangementet giver københavnere mulighed for at finde nye fællesskaber og gøre en stor forskel.
.
En aften med mad, fællesskab og mening. Det er, hvad der er på menuen, når IKEA København inviterer til fællesspisning den 24. april kl. 19 – 21 i cityvarehuset ved Dybbølsbro.
Sammen med headspace, Actitude og Hjælp Din Næste byder aftenen på mere end bare mad – her er samtalen og nærværet lige så vigtige ingredienser. Gennem en række oplæg får gæsterne indblik i, hvordan frivillige hver dag gør en forskel for andre – og måske inspiration til selv at tage første skridt mod et nyt fællesskab.
“Vi er glade for at åbne dørene for headspace, Actitude og Hjælp Din Næste og bidrage til en aften med nærvær og meningsfulde møder, hvor vi sætter fokus på, hvordan engagement i en hjertesag kan være vejen ud af ensomhed og ind i et fællesskab. Sammen vil vi gerne inspirere til, at alle kan finde deres hjertesag og blive en del af et stærkt fællesskab”, siger Petra Nilsson, Customer Relations Manager hos IKEA København.
.
Fællesskaber som et værn mod ensomhed
Aftenen er en del af Danmark Spiser Sammen – en landsdækkende indsats under Folkebevægelsen mod Ensomhed, som samler mennesker om måltider på tværs af generationer og kulturer.
Et af aftenens formål er, at gæsterne får mulighed for at finde deres passion og reflektere over, hvordan de kan bidrage til at gøre en forskel gennem meningsfulde fællesskaber.
“Arrangementer som dette er vigtige, fordi de skaber nye rum for fællesskab og viser, at man ikke er alene. Mange unge oplever ensomhed og står alene med svære tanker, og i headspace ved vi, hvor stor en forskel det gør at blive lyttet til. Det starter ofte med en samtale”, siger Anna Blindum, Centerchef i headspace København og Frederiksberg – en del af det landsdækkende samtaletilbud for unge, headspace Danmark.
Snorre Pedersen fra Hjælp Din Næste, der arbejder for en bedre tilværelse for mennesker, der lever på gaden, supplerer:
“Hjemløshed handler ikke kun om manglen på en bolig – det handler også om at stå uden for fællesskabet. Når vi skaber rum for samtale og nærvær, som vi gør denne aften, åbner vi også døren til at inkludere dem, der ofte bliver overset. Vores frivillige gør en forskel netop ved at lytte og være til stede”.
.
3-retter menu og indsigter med hjem
Aftenen begynder med fællesspisning og en 3-retters menu à la IKEA, efterfulgt af oplæg om ensomhed, hjertesager og fællesskaber.
Morten Lehmann og Henry Zinglersen fra Actitude guider alle igennem aftenen, hvorefter deltagerne går hjem med nye indsigter, inspiration og måske endda en hjertesag, de brænder for at engagere sig i.
Alle er velkomne til at deltage, og billet kan købes via Billetto. Den koster 65 kroner og inkluderer mad, drikke og oplæg.
Be the first to comment