Første rejsegilde på TeglværksØen

Onsdag blev håndværkerne fejret ved det første rejsegilde på et ambitiøst projekt på Teglholmen med 42.000 m2 blandede boliger og erhverv med plads til sociale og grønne fællesskaber, som FB Gruppen og Ingcon står bag. Den nordlige bebyggelse, der i U-form udgør første etape, består af 169 lejligheder fra 2 til 5 værelser.

.

Arkitekt Aitor Martinez de Zuazo fra arkitektfirmaet H+ er en stolt basker, men har flere gange vist, at han trods tydelig udfordringer mestrer det danske sprog så godt, at han kan løfte en stemning under en tale.

Ved et rejsegilde på et af FB Gruppens projekter i Ballerup sidste år lovede han til håndværkernes jubel ”en kvajebajer, hvis jeg siger noget sludder”. Det gjorde han ikke, men den gode stemning var lagt perfekt.

.

Har tabt det meste af håret

Og ved onsdagens rejsegilde for de første 169 boliger på TeglværksØen, der ligger mellem Østre Teglgade, Teglholmsgade og Nordre Teglkaj, brugte han endnu en gang sit erkendt knap så formfuldendte danske sprog til at begejstre håndværkere, rådgivere og tilstedeværende, da han illustrativt beskrev hans oplevelser ved det 42.000 m2 store DGNB Guld-certificerede projekt, som kommer til at indeholde både ejerboliger og lejeboliger og hotellejligheder samt lokaler til kontor, service og erhverv:

“1000 tak for at have medvirket til mit hårtab. Når vi kommer igennem resten af projektet, vil jeg være helt skaldet”, spøgte Aitor Martinez de Zuazo, der han som arkitekt hos H+ A/S overtog projektet i 2023 og fortsatte: “Projektet har budt på mange uforudsete udfordringer. Det minder lidt om Sagrada Familia-katedralen i Barcelona. Ikke fordi det har taget lige så mange år eller er lige så stort, men fordi processen har krævet passion, samarbejde og tålmodighed, understregede den baskiske arkitekt og roste samtidig alle for at have løst deres opgaver til perfektion”.

.

Arkitekturen hylder det historiske Teglholmen

Arkitekturen på det store byggeri afspejler de involveredes ambition om at skabe en unik og værdifuld bebyggelse på Teglholmen, hvor byggeriet ligger lige vest for MAN Energy Solutions bygninger, der snart fraflyttes.

“Facaderne er beklædt med smukke teglsten i varierende farver og teksturer, der kombinerer klassisk dansk tradition med moderne design. Teglbygninger udvikler en naturlig patina over tid, hvilket passer perfekt til dette vandnære område og samtidig hylder det historiske Teglholmen-kvarter”, sagde Aitor Martinez de Zuazo.

.

Tak til håndværkerne

Projektleder Mathias Juel fra Ingcon, der er FB Gruppens faste samarbejdspartner på byggestyring af entreprenøropgaverne, fremhævede de kvaliteter, som TeglværksØen står for:

“Fællesskaber, bæredygtig tankegang og mangfoldighed. Det er de nøgleord, der binder parkeringskældre, bygninger, gårdrum, stier og grønne arealer sammen. Og det er jer, der med hver jeres fag bidrager til at realisere visionen og værdierne bag byggeriet. Tak for jeres indsats”, sagde han rettet mod håndværkerne.

.

12 år siden første besøg

Det er 12 år siden, Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen og Jørgen Bidstrup fra Ingcon første gang besøgte området, hvor de gennem årene har udviklet 450 boliger. Og det var egentlig nabogrunden, de var ude for at se på. Men gennem en række forhandlinger med ejeren af området og Københavns Kommune, kom projektet så meget på plads, at man kunne påbegynde de første skitser.

“Nogle gange går det meget stærkt i vores branche. Andre gange skal man have stor tålmodighed. Dette er et eksempel på det sidste. Men projektet har været værd at vente på. Med de varierede bygningshøjder, arkitekturen, beliggenheden og det gode håndværk, som I leverer lige nu, bliver TeglværksØen et attraktivt byggeri både for beboere, gæster og forbipasserende”, sagde adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen i sin tale til håndværkerne ved rejsegildet.

De første boliger forventes at være klar til indflytning i sommeren 2026, og hele byggeriet med den lange erhvervsbygning, der forbinder de to U-formede boligblokke med hinanden, er færdigt primo 2027.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*