DEBAT: Flere træer i København – vejen til en grønnere og sundere by

DEBAT Af: Anne-Sofie Sadolin Henningsen, folketingskandidat i København for Radikale Venstre
Kristine Ammitzbøll-Bille, kandidat til kommunalvalget i København for Radikale Venstre

København bør tage ansvar og være foregangsby i kampen for en grønnere fremtid. Den Grønne Trepart har sat en målsætning om at plante en milliard træer i Danmark, og en betydelig del af dem bør plantes i byerne – især i hovedstaden.

Flere træer i København vil ikke kun bidrage til den nationale klimamålsætning, men også gavne byen direkte med køligere temperaturer, renere luft og bedre trivsel for borgerne.

.

Træer reducerer varmen

Træer er et effektivt middel mod klimaforandringernes konsekvenser. Den såkaldte varm-ø-effekt, hvor byens asfalt og bygninger holder på varmen, kan gøre storbyer uudholdelige på varme sommerdage. Træernes kølende effekt er derfor essentiel.

Derudover kan flere træer reducere luftforureningen, fordi partikler opfanges af træernes blade, i stedet for at ende i vores lunger.

.

Grønt er godt mod stress

Samtidig viser forskning, at grønne områder og træer i nærheden reducerer stress og øger vores livskvalitet.

Selvom København allerede har en træpolitik fra 2018 med målet om 100.000 nye træer inden 2025, er målet endnu ikke nået – kun lidt over 60.000 træer er blevet plantet.

Det viser, at ambitionerne skal hæves, og handling skal følge de gode intentioner.

Den Grønne Trepart er en oplagt mulighed for at genbesøge og opdatere Københavns træpolitik. Vi bør sætte nye, ambitiøse mål og sikre den nødvendige finansiering til at gøre København grønnere, sundere og bedre rustet til fremtiden.

Træer er ikke kun natur – de er livsvigtige for vores byer og os, der bor i dem.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*