Så er det vedtaget. Der kommer en ny metrostation ved Bryggebroen på Islands Brygge. Samtidig får Amagerbrogade endnu en ny metrostation, og så kommer endnu en etape af havnetunnellen, der skal være med til at lede trafik væk fra indre by. Aftalen løser også myldretidsproblemerne i den nuværende metro og muliggør, at store områder ved Refshaleøen og Lynetteholmen kan byudvikles.
.
Den nye metrolinje skal køre mellem København H og Lynetteholm via det centrale Amager. Derved kommer M5 til at aflaste M1/M2 markant og bidrage til at løse problemerne med overfyldte metrotoge mellem Nørreport og Amager. Noget der i myldretiden er noget af en udfordring.
Samtidig sikrer aftalen, at det centrale Amager får metro. Første etape ventes at åbne i 2036 og går fra København H via Sundbyøster Plads til Kløverparken.
.
Mere havnetunnel
Parterne har også aftalt at anlægge hvad parterne kalder „første etape af en Østlig Ringvej‟ fra Nordhavn til Lynetteholm.
I virkeligheden er det 3. etape af havnetunnelen. 1. etape var tunnelen fra Lyngbymotorvejen til Svanemøllen mens etape 2. er igang mellem Svanemøllen og Nordhavn.
et er ambitionen, at 3. etape på havnetunnelen ikke skal være den sidste, men at den på sigt skal videreføres til lufthavnen.
.
Flere boliger
Havnetunnelen og M5 vil muliggøre, at store områder i Københavns Østhavn – altså Refshaleøen, Lynetteholmen og Kløverparken på sigt kan byudvikles. Tilsammen skal Østhavn skabe boliger til 80.000 mennesker, når bydelen er færdigudbygget.
Anlægget af den nye metro og første etape af havnetunnelen finansieres primært af byudviklingen på Lynetteholm. Derudover bidrager Københavns Kommune og tillæg på den kollektive transport – blandt andet til og fra lufthavnen – også til finansieringen.
.
Glade politikere
”Det er en stor dag for København. Med dagens aftale sikrer vi ikke alene, at der kommer metro til dele af Amager, der ikke har det i dag, vi fremtidssikrer også Københavns udvikling ved at lægge fundamentet for nye, attraktive bydele med plads til fremtidens københavnere. Aftalen er et afgørende bidrag til, at København forbliver en by, vi kan bo i hele livet. Det er jeg som overborgmester og københavner stolt af”, siger Lars Weiss, overborgmester i København, og han følges op af de Konservative.
„Vi konservative kan ikke få metro nok, og vi er derfor henrykte over, at vi nu har en aftale på plads, der sikrer mere metro til københavnerne. Vi er dog langt fra i mål. Nu skal vi have metro. I morgen er vi atter i arbejdstøjet for et København med mere metro og et København, som skal fungere bedre i hverdagen‟, siger Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K).
.
Metro er alternativ til bilen
”Metroen er en kæmpe succes og en stor del af mange københavneres hverdag. Den giver et hurtigere alternativ til bilen, binder byen tættere sammen og understøtter den grønne omstilling. Med denne aftale sikrer vi, at flere får gavn af metroen og vi gør op med ventetiderne i myldretiden. Samtidig udbygger vi metrolinjerne, så det bliver nemmere og hurtigere for københavnerne at komme på arbejde, i skole og rundt i byen i hverdagen. Det er en super aftale for København‟, siger Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Også kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (Rad) er glad for aftalen.
”Metro er en forudsætning for en moderne storby, fordi den frigiver plads på overfladen til grønne områder og byliv, når trafikken føres under jorden. Med denne aftale sikrer vi, at nye bydele selvfølgelig udvikles med metro fra begyndelsen, og samtidig løser vi udfordringer i den eksisterende by med en forbindelse på tværs af Amager og over havnen. Det er afgørende for os, at metroen føres under jorden, og vi er glade for, at det fortsat er muligt på strækningen over Magretheholmen og Refshaleøen”, siger hun.
Af aftalen er det imidlertid ikke aftalt, at man fører strækningen over Magretheholmen under jorden, så det skal der i givet fald findes ekstra penge til.
.
Lynetteholm er gåsen, som lægger det ene guldæg efter det andet for København
Hos de borgerlige partier er begejstringen ikke mindre.
”Metroen har gjort København til en rigtig storby, og i de her år bliver byen endnu større. Med mere metro, og en havnetunnel, binder vi nu de nye bydele sammen med det gamle København. Vi fører trafikken under havnen og uden om byen, så københavnerne kommer nemmere gennem byen og rundt i byen. Det forbinder mennesker, arbejdspladser og bydele og gør København mere grøn”, siger Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).
Optimismen deles af Ole Birk Olesen (LA), der også har fokus på, at udbygningen faktisk er en del af stormflodssikringen af København.
“Lynetteholm skaber ikke alene sikring mod stormflod til København og plads til 20.000 nye boliger og 35.000 arbejdspladser, men skaffer også penge til mere metro i København. Nu kommer der flere linjer henover havnen, som ellers ville blive en flaskehals i fremtiden, og mange tusinde københavnere på Amager får nu en ny metro-station i gåafstand fra deres hjem. Lynetteholm er gåsen, som lægger det ene guldæg efter det andet for København‟, siger Ole Birk.
.
DF glad for realismen indfinder sig
Hos Dansk Folkeparti er partiets gruppeformand Finn Rudaizky glad for, at aftalen også slår realismen fast.
”For kort tid siden, var der fortsat partier i Borgerrepræsentationen som bildte borgerne ind, at bare de protesterede højt nok, så kunne de standse Lynetteholm-projektet og Metro til det nye område. Nu må skræmme-kampagnen være slut. Vi får mere Metro og også en Østlig Ringvej. Og vi må sikre, at Lynetteholm-projektet bringer flere grønne områder og arealer til sportsudøvelse. Det manglede ved udvikling af Holmen og Nordhavn. Men, vi må allerede nu, have blik for næste trin. Det skal dreje sig om Metro til alle københavnske bydele, herunder Brønshøj. Men, det skal også omfatte en hospitals-Metro til Hvidovre, Herlev, Bispebjerg samt Rigshospitalet‟, siger Finn Rudaizky med et vink til såvel Enhedslisten og Alternativet, der ikke er meget i aftalen.
.
Lang proces forude
Inden M5 kan slå dørene op for de første passagerer, venter der et stort stykke arbejde med mange involverede parter i en årrække. Først skal Metroselskabet og selskabets rådgivere arbejde videre med det omfattende konceptdesign og den supplerende miljøkonsekvensvurdering (MKV).
Alt imens skal den omfattende anlægslov, der danner rammerne for projektet, udarbejdes og vedtages, før projektet kan opnå den endelige §25-tilladelse.
Herefter venter udbudsprojektering og udbud samt anlægsprojektering, ledningsomlægninger og det egentlige anlæg.
.
Fakta
- Metrolinje M5 kommer til at bestå af i alt ni stationer: København H, v/Bryggebroen (ved Islands Brygge), DR Byen, v/Amagerbrogade S (ved Sundbyøster Plads), Lergravsparken, v/Prags Boulevard Øst (Kløverparken), v/Refshaleøen, v/Lynetteholm S og v/Lynetteholm N.
- Den nye infrastruktur har en estimeret anlægsomkostning på i alt 33,1 mia. kr.
- På sigt finansieres anlægget primært af byudvikling på Lynetteholm, indtægter fra den kollektive transport og et bidrag fra Københavns Kommune på 2,5 mia. kr. fordelt over årene 2026-2045. På kort sigt bærer staten omkostningerne for en andel af udgifterne til anlægget på samlet 15,6 mia. kr. reserveret som led i aftale om Infrastrukturplan 2035. Disse midler forventes på sigt tilbagebetalt af indtægterne fra projektet.
- Fra 2027 indføres et tillæg på 20 kr. i 2025-priser på den kollektive transport til Københavns Lufthavn. Passagerer, der rejser på pendler-, unge- og pensionistprodukter undtages fra lufthavnstillægget. Passagerer der rejser på rejsekort og skifter transportmiddel i lufthavnen vil heller ikke blive berørt af tillægget.
- Der indføres desuden et kvalitetstillæg på 1 kr. på hele metronettet fra 2036, når 1. etape af metrolinje M5 åbner, som det kendes fra Cityringen M3.
- Første etape af Østlig Ringvej vil forbinde Nordhavn med Lynetteholm med forventet ibrugtagning senest i 2037.
- Københavns Kommune vil med aftalen desuden arbejde videre med projektet om at etablere en cykelbro mellem Østerbro og Refshaleøen.
- Det samlede projekt skønnes at have et samfundsøkonomisk overskud på 14,5 mia. kr.
1 Comment
Jeg foreslår et udbud hvorved det kræves at alle arbejdere på projektet er ansat i et dansk M5-selskab og dermed garanteret dansk løn og danske overenskomstvilkår.
Kun derved kan vi forhindre de evige problemer med lyssky ansættelser og folk der trues til dårlig løn og dårlig sikkerhed.
Skab ikke endnu en skandalebyggeplads sponsoreret af stat og kommune!