Lige meget om man er til skræmmende gys eller til hyggelige stunder og stemningsfuld efterårsscenografi, er der godt nyt. Fra i dag indtages Tivoli af hekse, rekordmange græskar, nye lysinstallationer, DM i Kæmpegræskar, pop-up-restaurant, dobbelt op på scary houses samt nye halloweenscenografier. Halloweensæsonen kan for 19. gang i streg opleves i Tivoli fra den 10. oktober til og med den 3. november, med gang i alle Tivolis kendte forlystelser.
.
På 18 dage forvandles Tivolis nuværende sensommerudseende til efterårets farver for at blive klar til Halloweensæsonen. Halloween er blandt Københavns store efterårstraditioner, som både danskere og turister samles om.
Højtiden har for længst sat sit præg på resten af Danmark, hvor det er blevet almindeligt at se græskar pynte foran mange hjem. Det betyder også, at Tivoli hvert år skal finde på noget nyt.
”Halloween har udviklet sig til en væsentlig og velbesøgt sæsonbegivenhed i Tivoli, som tiltrækker både danske og internationale besøgende,” siger Susanne Mørch Koch, administrerende direktør i Tivoli.
.
Ny lysinstallation
I år får gæsterne bl.a. fornøjelsen af en helt ny lysinstallation i De hængende Haver, hvor hundredvis af lysende ildfluer svæver over græsset og bidrager til en fortryllende efterårsoplevelse. Tivolis lysdesigner Jesper Kongshaug blev i forbindelse med en lysfestival i Lyon i Frankrig fascineret af disse funklende ildfluer, og nu kan gæsterne i Tivoli som de første i Danmark opleve denne særlige lysoplevelse.
Gæster til Halloween i Tivoli vil også blive mødt af drillesyge hekse, der er klar til at underholde barnlige sjæle. Ved Det store Springvand kan man udforske en 180 meter lang labyrint, som snor sig og fører til et mystisk heksetårn. For de lidt yngre gæster, der søger en ekstra dosis hyggelig uhygge, er den hjemsøgte gravplads ved Koncertsalen et must-see.
.
Kåring af Danmarks største kæmpegræskar
Lørdag den 12. oktober kl. 11:30 afholdes DM i Kæmpegræskar i Tivoli. Konkurrencen tiltrækker mange gæster, der kommer for at se de imponerende græskar af sorten Atlantic Giant. I år slår Tivoli også rekord med hele 22.100 græskar i alle størrelser fordelt i forlystelseshaven.
Efter DM i Kæmpegræskar bliver de imponerende græskar forvandlet til kunstværker af den dansk-amerikanske kunstner Malik Mabe, der er fløjet ind fra USA til denne særlige event. Gæsterne kan opleve ham helt tæt på, når han med millimeters præcision svinger kædesav, kniv og skraber i skulpturerne foran Nimb. Arbejdet begynder den 24. oktober klokken 11.00 og fortsætter frem til den 27. oktober – en mulighed for at se de store græskar blive til kunst på nært hold. Allehelgensaften den 31. oktober tændes der stemningsfuldt lys i alle de udskårne græskar.
.
Gysende sjov
Tivolis prisbelønnede scaryhouse, Villa Vendetta, er klar til at skræmme livet af både store børn og teenagere med sin hyggelige, uhyggelige charme. Denne Halloween er der tilføjet endnu flere skrækindjagende overraskelser.
Børn og voksne kan traditionen tro udforske de knap 40 Halloween-boder i Tivoli, hvor der venter både sjove og lidt uhyggelige overraskelser.
Tivoli ser frem til at byde alle velkommen til en magisk og uforglemmelig Halloween-sæson fra den 10. oktober til den 3. november 2024.
Be the first to comment