Skuespilhuset, Operaen og Gamle Scene får internationalt miljømærke

Kim Fridbjørg, chefarkitekt på Det Kongelige Teater, med Green Key-certificeringen. Foto: Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater kan fejre en ny milepæl i arbejdet med mere bæredygtighed. Teatrets tre huse er nemlig alle blevet certificeret med det internationale miljømærke Green Key.

.

Skuespilhuset slog dørene op i 2008, Operaen åbnede for de første gæster i 2005, og Gamle Scene kan i år fejre sit 150-års jubilæum. De tre huse, som udgør Det Kongelige Teater, er vidt forskellige, men én ting har de nu til fælles. Efter en målrettet indsats er de nemlig alle blevet miljøcertificeret med Green Key.

Certificeringen står ved siden af Det Kongelige Teaters overordnede bæredygtighedsstrategi, Grønt Teater, der blev vedtaget i marts 2022 for sikre en bæredygtig udvikling af teatret. Og her kommer Green Key-certificeringen til at spille en særlig rolle i synliggørelsen af de grønne tiltag.

.

Målrettet arbejde

“Vi er stolte over, at det er lykkedes alle tre huse at opnå Green Key-certificeringen. Det er udtryk for det hårde arbejde, som foregår på tværs af hele organisationen, og de mange ildsjæle, som hver dag er med til at gøre en forskel for den grønne omstilling”, siger Kim Fridbjørg, chefarkitekt på Det Kongelige Teater, der samtidigt understreger, at det langt fra har været en simpel proces at opnår certificeringen:

“De tre huse er vidt forskellige. Da vi f.eks. i sin tid byggede Skuespilhuset, var det allerede der med klimaaftrykket i tankerne, men Gamle Scene blev bygget i 1874 og er i dag en fredet bygning, så der er vi nødt til at tænke i nogle helt andre løsninger”.

.

Arbejder videre

Og arbejdet slutter selvfølgelig ikke her. Green Key strammer nemlig løbende kravene til certificeringen for at sikre, at organisationer som Det Kongelige Teater ikke hviler på laurbærrene, når det kommer til klimaindsatsen.

Det var også én af de ting, som Green Key lagde vægt på i deres tildelingen af miljømærket:

“Det Kongelige Teater har allerede ydet en stor indsats på bæredygtighedsfronten, men vi har også lagt vægt på deres ambitiøse planer for fremtiden, samt de tiltag, de har gjort sig for at sikre, at planerne faktisk bliver ført ud i virkeligheden”, siger Sara Azoulay Pedersen fra Green Key Sekretariatet.

De nye certificeringer er dermed kun én del af det større arbejde med at styrke bæredygtigheden på teatret, som ikke blot gælder driften af de tre huse, men også opsætningen og afviklingen af de mange forestillinger inden for både skuespil, opera og ballet.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*