2,8 millioner rejsende var gennem Københavns Lufthavn i juni på en af de 293 ruter, der er fra lufthavnen ud i verden hen over sommeren. Det tyder på en sommer med stor rejselyst, hvor Spanien er det mest populære ferieland, mens Grækenland er chartergæsternes favorit.
.
Sommeren er kommet godt i gang i Københavns Lufthavn. I årets første sommermåned rejste 2,8 millioner passagerer gennem terminalerne, hvilket er 12 procent flere i forhold til samme periode sidste år. Den stigende rejselyst ser ud til at fortsætte hen over sommeren. Allerede nu har der været 16 dage i lufthavnen med over 100.000 passagerer – hele sidste år var der kun tre dage.
“Sommeren er vores absolutte højsæson, og hver dag summer der af liv og rejselyst i hele lufthavnen. Der er naturligvis mange passagerer fra Danmark og Sydsverige, som skal afsted på ferie – men også mange turister, der kommer med fly for at besøge København og resten af Danmark”, siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
.
293 sommerruter ud af København
Der er gode muligheder for at komme ud i verden fra Københavns Lufthavn. Hen over sommeren er der hele 293 ruter fra København til 163 forskellige destinationer. Indtil videre er der åbnet 34 nye ruter i år, og flere flyselskaber har øget antallet af afgange på allerede eksisterende ruter.
“Vi er i gang med en god og travl sommer i lufthavnen, og vi er meget tilfreds med, at både flyselskaber og passagerer vælger København til. Det understreger, at vi er en attraktiv og effektiv lufthavn med et stærkt rutenet, uanset om man vil rejse til europæiske destinationer eller længere ud i verden”, siger Peter Krogsgaard.
.
SAS åbner til Atlanta i USA
I løbet af sommeren er der 29 langdistanceruter fra København. Alene i juni er der åbnet to nye ruter mellem København og USA.
American Airlines er kommet til Københavns Lufthavn, og selskabet, der er et af verdens største flyselskaber, har nu daglige afgange til Philadelphia, mens SAS har åbnet sin nye daglige rute til Atlanta.
.
Spanien er sommerens favorit
Spanien topper listen over de mest populære varme lande. Flere end 220.000 passagerer rejste til og fra Spanien i juni – og ud af de 12 rejsemål, der er fra København til Spanien, er det Barcelona, Malaga og Palma de Mallorca , som de fleste vælger at rejse til.
“Spanien er et af de allerstørste rejsemål, som mange danskere og sydsvenskere vender tilbage til igen og igen. Alene i forhold til sidste år er antallet af rejsende steget med 14 pro-cent – men det handler også om, at flere spaniere har fået øjnene op for Skandinavien og rejser på ferie her i Danmark, siger Peter Krogsgaard.
.
Charter til den græske hede
Grækenland er chartergæsternes favorit med øerne Kreta og Rhodos som de foretrukne rejsemål. Det samlede antal passagerer på både charter- og rutefly mellem København og en af de mange græske destinationer er steget med 20 procent i forhold til sidste år.
Helt i top ligger Kreta, som det mest populære græske rejsemål.
32 procent af alle Grækenlands-rejsende tager til Kreta.
Be the first to comment