Populært københavner-tilbud til teenagere i mistrivsel bliver permanent

Københavns Rådhus. Foto: Anne Marie Korup / Havnefronten.

Et familietilbud, der de seneste år har hjulpet mange københavnske børn og unge i begyndende mistrivsel, bliver nu gjort permanent. Beslutningen blev truffet i forbindelse med budgetaftalen for 2025 på Københavns Rådhus.

.

“Børn og unge, der mistrives, skal gribes og samles op, før deres mistrivsel udvikler sig til noget mere alvorligt,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Hun understreger, at det er vigtigt at sætte tidligt ind, så begyndende mistrivsel kan vendes, inden det kræver udredning og psykiatrisk behandling.

Familietilbuddet blev oprettet som et pilotprojekt i 2023 og har været en stor succes.

Det er målrettet 13-15-årige, der oplever mistrivsel, og deres forældre, som gennem forløbet lærer at skabe en bedre dialog i familien.

.

Den svære samtale

Ifølge psykolog Line Mejling fra Center for Mental Sundhed har tilbuddet hjulpet mange familier med at finde en ny måde at kommunikere på.

Det har ført til færre konflikter og større forståelse mellem børn og forældre.

“Vi hjælper de unge og deres forældre med at tage hul på de svære samtaler. Forældrene kan på den måde blive den ressource, de unge har brug for, og dermed sikre, at de positive ændringer fortsætter,” siger Line Mejling.

Med budgetaftalen er der fra 2025 afsat 2,8 millioner kroner årligt til at videreføre tilbuddet, som kan rumme op til 180 familier om året.

Indsatsen er en del af en samlet styrkelse af mental sundhed i København.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*