Ny rapport viser, hvad der skal til for at sikre København mod stormflod

Kalvebod Fælled. Foto: Sund & Bælt.

En netop offentliggjort rapport fra Sund & Bælt viser, hvordan København og nabokommunerne bedst muligt sikrer sig mod en kommende stormflod. Rapporten viser, hvor omfattende værn der skal til, for at byen bliver sikret 100 %. At sikre hovedstaden mod stormflod er ikke billigt. Der er behov for, at vi står sammen og finder på fælles løsninger, lyder det fra fire borgmestre fra de udsatte kystkommuner.

.

En stormflod mod området omkring København vil være så ødelæggende, at det vil have katastrofale følger og sætte store dele af byen under vand. Derfor skal der handles. Derfor skal der fart på arbejdet med at sikre hovedstaden.
”En ekstrem stormflod kan betyde, at hovedstaden bliver lagt ned af vand. Vi har både mennesker, kulturelle værdier og en vigtig infrastruktur, som vi ønsker at beskytte mod de tunge vandmasser. Jeg er derfor meget glad for, at Sund & Bælt her kan skitsere, hvilke anlæg der skal til for at beskytte byen mod stormflod. Nogle af anlæggene i rapporten vil fylde meget i byrummet, og vi skal derfor finde ud af, hvordan vi undgår at byen og borgerne begrænses, når vi sikrer København. Det er derfor vigtigt, at der kommer en reel borgerinddragelsesproces. Det er ikke små anlæg, der er tale om og derfor ser vi frem til Transportministeriets udmelding om, hvordan vi finansierer beskyttelsen og organisere arbejdet med den 60 km lange kyststrækning”, siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i København.

.

Også bekymring hos naboerne

Også i Hvidovre, som ligger lige sydvest for København og ud det vandet, er der bekymring, men også anerkendelse af, at man faktisk kan gøre noget.

”Den nye rapport viser, at det faktisk kan lade sig gøre at sikre hovedstaden, vores vitale fælles infrastruktur, borgerne og vores boliger mod stormflod, og det er virkelig glædeligt. Det giver et godt grundlag for den dialog, vi nu skal have om de mulige konkrete tiltag på de enkelte delstrækninger. Det er væsentligt, at vi arbejder sammen på tværs af kommunerne, staten og aktørerne på transportområdet for at finde løsninger, som kan fungere for borgere og virksomheder. Og ikke mindst skal vi have fundet en retfærdig model for finansiering af dette store fælles projekt, som skal sikre Danmarks hovedstad mange år ud i fremtiden. Det skal ikke ende med, at det er nogle få borgere og kommuner, der hænger på en milliardregning”, siger Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune.

.

Amager rammes hårdt

Amager er ikke kun Københavns Kommune men også Tårnby og Dragør. Og kortet viser, at netop de områder vil være hårdt ramt af oversvømmelser.

Allan S. Andersen, borgmester i Tårnby, siger:

”Med nutidens og fremtidens risiko for ekstreme stormflodshændelser er det helt afgørende, at vi i fællesskab får sikret vores kyster og infrastruktur imod den indkommende trussel. Med Sund og Bælts rapport har vi fået en nyttig viden om de nødvendige sikringsniveauer og mulige anlægstyper, der kan anlægges langs den forskelligartede kystrækning. Jeg er glad for, at rapporten leverer et solidt fundament for det videre samarbejde mellem kommunerne og staten, så vi i fællesskab kan finde en helhedsorienteret løsning, der tilgodeser indbyggerne i Hovedstadskommunerne.”

Kenneth Gøtterup, borgmester i Dragør, siger:

”Det er et seriøst stykke arbejde. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at der er stor forskel på kommunernes behov for at beskytte deres byer, og statens behov for at sikre den kritiske infrastruktur. Det er derfor en meget kompleks opgave med 230 delstrækninger, som kalder på meget forskellige løsninger fra kommune til kommune. Rapporten peger på en prissætning på op til 2,5 milliarder kroner alene for Dragørs strækning, hvis det høje sikringsniveau vælges. Det siger sig selv, at den regning ikke kan fordeles på grundejerne. Der ligger nu et stort arbejde i at finde de bedste løsninger, der sikrer byerne, samtidig med at infrastrukturen beskyttes, og finansieringen kan hænge sammen. Det arbejde bidrager vi i Dragør fortsat gerne til.”

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*