Nordmænd og danskere under samme tag i Kyiv

Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, og Kjersti Thoen, finansdirektør i Kirkens Nødhjelp, besøger et central-varmeværk i Mykolaiv, der er blevet ramt under de gentagne missil- og droneangreb på kritisk infrastruktur i Ukraine. Varmeværket er blevet genetableret gennem det dansk-norske Ukraine program, og kan nu levere varme til op mod 160.000 mennesker. De er flankeret af Robert Behnisch, leder af programmet i vand og sanitetsarbejde, og Dmytro Roi, grundlægger af samarbejdspartneren SDS, der arbejder med vand- og varmeforsyning og som har stået for at få central-varmeværket repareret. Rasmus Gravesen/ Folkekirkens Nødhjælp

Gennem et fireårigt fælles humanitært program puljer organisationerne funding, ekspertiser og administration og kommer dermed til at nå ud til langt flere mennesker med nødhjælp, minerydning og genopbygning. Det dansk-norske samarbejde har foreløbigt modtaget 168 millioner kroner til indsatserne i Ukraine. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

.

Et fælles program i netop Ukraine giver rigtig god mening, siger Jonas Nøddekær Vejsager, nyslået generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, der – som sin første officielle handling – deltager i åbningen af det nye fælles kontor i Ukraines hovedstad Kyiv.

“Vi har forskellige ekspertiser, som hver især er helt nødvendige for det humanitære arbejde og genopbygningen af det krigshærgede land. Sammen supplerer vi hinanden og skaber langt mere omfattende aktiviteter til gavn for mennesker og samfund i Ukraine. Og til sammen er vi en stor nødhjælpsaktør, der virkelig kan gøre en forskel,” siger Jonas Nøddekær.

.

Genopbygning og sikre samfund

Kirkens Nødhjelp er eksperter i vand og sanitet, mens Folkekirkens Nødhjælp er eksperter i uddeling af kontanter og i humanitær minerydning. Sammen kan de kirkelige nødhjælpsorganisationer rydde områder forurenet med ueksploderet ammunition og derefter genopbygge den kritiske infrastruktur, der er ødelagt under krigen.

Siden krigens begyndelse i februar 2022 har Kirkens Nødhjelp støttet Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Ukraine, og tre eksperter fra den norske organisation har været lånt ud til konkrete humanitære opgaver. Det nye fælles humanitære program bygger således videre på et allerede tæt samarbejde i Ukraine. Om samarbejdet siger Dagfinn Høybråten, generalsekretær i Kirkens Nødhjelp:

“Folkekirkens Nødhjælp har i en årrække været en af vores vigtigste partnere både i det nordiske samarbejde og i det fælles globale netværk, ACT Alliance, som vi begge er del af. Vi er meget glade for at indgå et nyt partnerskab med et fælles kontor i et krigshærget land, hvor behovet for humanitær hjælp er enormt og vil være det i mange år fremover.”

.

Partnerskaber

Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Nødhjelp har en lang historie med tætte partnerskaber og har blandt andet fælles programmer i Zambia, Malawi, Myanmar mm.

De to nordiske søsterorganisationer markerer i dag åbningen af det nye fælles kontor i Kyiv med en reception med deltagelse af blandt andet den danske ambassadør, repræsentanter for EU, FN og andre donorer og samarbejdspartnere.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*