Lufthavn har holdt rejsegilde på kæmpe ombygning

Hvis du har været i Københavns Lufthavn de sidste par måneder, så har du måske opdaget, at hele området mellem B og C fingeren er en stor byggeplads. Eller rettere: du vil kun se en stor afskærmning. Nu har det været rejsegilde.

.

Det nye terminalområde vil give en endnu bedre passageroplevelse med mere plads, flere butikker og flere spisesteder. Der bliver samtidig bygget et helt nyt område til bagage samt paskontrollen mellem Schengen området og lufthavnen bliver udvidet markant.

36 butikker og spisesteder er lukket, men når lufthavnen er færdig med ombygningen, så bliver der plads til i hvert fald 50 nye steder. At ombygningen er massiv var tydeligt, så Lokalavisen Havnefronten var med til rejsegilde på den gigantiske ombygning til den nette sum af fem milliarder (jo det er mia og ikke mio) kroner.

Københavns Lufthavn afskiller sig fra flere andre lufthavne ved, at alt er under et tag. Sådan bliver det også med den nyeste ombygning, der er en af de aller største i lufthavnens historie.

.

Kunst skjuler byggerod

En del af det eksisterende terminalområde er lukket for at samle det nye byggeri med det eksisterende. På byggevæggen ind mod byggepladsen er der skabt et af Danmarks største kunstværker.

Maleriet, der er 280 meter langt og seks meter højt, hedder “Something in the way we move” og er skabt af den danske kunstner Ruth Campau.

Området mellem finger B og C får en massiv opgradering. Der venter passagererne bredere gangarealer, en viderefortolkning af lufthavnens nordiske arkitektur og et større udvalg af butikker og spisesteder. Samtidig vil digitalisering og nye teknologier gøre rejsen gennem lufthavnen endnu mere smidig og effektiv.

.

Både bagage og paskontrol udvides

Lufthavnens nuværende bagageudlevering fordobles i størrelse og udvides med fem nye bagagekarruseller. Kælderen i den nye bygning skal rumme 2,5 kilometer bagagebånd, der vil øge kapaciteten for transferbagage. Lufthavnen råder i forvejen over 10 kilometer bagagebånd.

Paskontrollen i finger C får mere kapacitet og opdeles i to selvstændige områder for hhv. ankomster og afgange.

.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*