Lokal rådgiver med i ny revisionsvirksomhed

Contar, der har base i Rysensteensgade i København, fusionerede her den 1.10.2024 med Rynord Revision i Karlslunde og GoAudit i Esbjerg.

.

Med afsæt i deres faglige kompetencer og profiler går Carsten Hedegaard Fohlmann, Jesper Præst og Boye Rynord nu sammen og danner EcoVista statsautoriseret revisionsvirksomhed, der med flere fælles muskler kan accelerere den digitale omstilling internt og eksternt, udnytte den styrkede organisations specialer bedre over for kunderne – og skabe en mere interessant arbejdsplads

De fleste virksomheder er de senere år stødt på øgede krav til persondata- og hvidvasklovgivning samt sociale klausuler, kønsdiversitet og andre emner, som en ledelse skal tage højde for i virksomhedsdriften. Der er også kommet krav om digitalisering af bogholderiet og tidsregistrering – og inden længe banker de øgede krav til grønne regnskaber og bæredygtighedsrapportering på døren.

.

Skal styrke hinanden

Med de øgede krav til virksomhedernes regnskabsaflæggelse og revision og et ønske om at kunne tiltrække de dygtige medarbejdere går Carsten Hedegaard Fohlmann, Jesper Præst og Boye Rynord derfor nu sammen og danner EcoVista statsaut. revisionsvirksomhed med lokationer i København, Greve og Esbjerg.

Med forende kræfter og specialer kan EcoVista accelerere den digitale omstilling internt og eksternt, udnytte den styrkede organisations specialer bedre over for kunderne og ikke mindst skabe en mere interessant arbejdsplads for nuværende og kommende medarbejdere.

“Ved at gå sammen kan vi udnytte hinandens kompetencer og specialer bedre i betjeningen og rådgivningen af kunderne. Herudover kan vi øge investeringerne i IT og ikke mindst gennem AI effektivisere arbejdsprocesserne”, siger statsaut. revisor Boye Rynord, der er medlem af Revisorrådet, uddannet bæredygtighedsrevisor og gennem en årrække har drevet selvstændig revisions- og rådgivningsvirksomhed i Køge, Greve og Karlslunde med fokus på B2B-virksomheder.

.

Nyttiggørelse af data

Den samme melding kommer fra revisor FDR Carsten Hedegaard Fohlmann, som gennem 30 år har drevet revisorvirksomheden Contar i København.

Ud over opgaver for SMV-segmentet har Contar speciale i foreninger og håndtering af offentlige tilskud, digitalisering af bogholderier samt rådgivning om korrekt håndtering af persondatalovgivning og anti-hvidvask.

“I forbindelse med den løbende bogføring og forberedelse af regnskaber til revisionen kan vi automatisere arbejdet med de data som indsamles og håndteres på vegne af kunderne. Fokus på automatisering giver mulighed for hurtigere indsigt i virksomhedens økonomiske data, så ledelsen kan reagere hurtigere på eksempelvis ændringer i salgstal”, siger Carsten Hedegaard Fohlmann, som i 12 år har siddet i Foreningen Danske Revisorers bestyrelse og i dag er organisatorisk formand samt FDRs repræsentant i Hvidvaskforum+.

.

Worklife balance for ledelse og medarbejdere

Det er ikke kun eksterne forhold, der har fået de tre erfarne rådgivere til at gå sammen. At tiltrække de rigtige medarbejdere og gøre op med myterne om lange arbejdstider og fravær fra familien er en fælles ambition hos de tre partnere.

“Der mangler revisorer, så vi leder ikke efter opgaver. Men vi har brug for at kunne tiltrække de rigtige medarbejdere. Vi er jo racerbiler, når vi er på arbejde. Vi skal være tunet og have det rigtige team omkring os for at kunne levere toppræstationer til kunderne”, siger Jesper Præst og fortsætter:

“Både ledere og medarbejdere har brug for at kunne køre i pit og lade op. Vi gentænker dét at drive revisionsvirksomhed, så vi kan skabe attraktive forhold for vores medarbejdere og os selv”, fastslår statsautoriseret revisor Jesper Præst, som er indehaver af GoAudit i Esbjerg, politisk formand i FDR, medlem af Eksamensudvalget, Regnskabsrådet, ekstern lektor og bestyrelsesmedlem i SMVdanmark.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*