Efter Sophie Hæstorp Andersen’s skift til social- og boligminister er Lars Weiss blevet udpeget som Københavns kommende overborgmester af partierne på Københavns Rådhus. Han vil officielt tiltræde efter Borgerrepræsentationens møde den 19. september og vil fungere i rollen frem til udgangen af 2025.
.
“Jeg går til jobbet som overborgmester, som jeg gjorde første gang. Godt hjulpet på vej af mine mange år på Rådhuset, er mit fokus meget klart; at udvikle København ansvarligt og skabe en endnu bedre by at leve og bo i for københavnerne,” siger Lars Weiss.
Weiss takker partierne for tilliden og lover at drive Københavns Kommune fremad på basis af en sund økonomi, brede forlig og et godt samarbejde på Rådhuset.
Valget af overborgmesteren sker ved forholdstalsvalg og bringes til Borgerrepræsentationens efterretning den 19. september.
Lars Weiss blev første gang valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation i 2009 og har gennem sine knap 15 år i kommunalpolitik haft adskillige ansvarsområder på Rådhuset, herunder i Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.
Han har også haft bestyrelsesposter i HOFOR, Amager Ressourcecenter og Metroselskabet.
Be the first to comment