Kulturhavn Festival 2024: Nysgerrige og sanselige oplevelser ved havnekanten

Havfruen Havdis. Foto: Christian Brems / Kulturhavn

Kulturhavn Festival inviterer alle til Sydhavn og Nordhavn, for at fejre havnen og byens blå byrum gennem et nærværende og mangfoldigt program. Festivalen er gratis og giver dermed københavnere og gæster i byen en fantastisk mulighed for at gøre nye opdagelser og opleve kulturen fra et nyt perspektiv ved vandkanten.

.

I år finder Kulturhavn Festival sted i to af byens nye havnekvarterer, nemlig på Teglholm Brygge i Sydhavn lørdag den 24. august og på Orientkaj i Nordhavn søndag den 25. august. Her kan gæsterne nyde en bred vifte af aktiviteter, herunder flydende koncerter, kreative workshops, vandsport, udflugter og eventyr både til vands og til lands.

Alle aktiviteter er designet til at engagere og begejstre både børn og voksne, med havnen og
vandet som centrale elementer.

.

Kik tilbage til havnens fortid

Københavns Havn rummer en særlig del af byens historie. Sammen med festivalens aktører giver Kulturhavn Festival gæsterne mulighed for at udforske havnens fortid, udvikling, livet under vandoverfladen og masser midt imellem.

Flot placeret i de nye havnekvarterer er festivalens formål at give københavnerne et nyt blik på havnen og vise, hvordan det maritime miljø kan være en kilde til inspiration og samvær for alle aldre.

Fra oppustelig kaskelothval til østersmeditation

Gæsterne kan begge dage fordybe sig i et væld af aktiviteter, der har havnen og byens blå byrum som omdrejningspunkt. Festivalpladsen byder på en spændende blanding af sanselige oplevelser, hvor man kan gå på opdagelse, deltage i kreative workshops eller bare slappe af og tage en dukkert i badezonerne.
Lørdag kan man bl.a. se performances skabt i samarbejde med ST:ART specifikt til festivalen, prøve kræfter med parkour på havnens strukturer og opleve østers gennem smag, tegning, broderi og meditation. Der er også mulighed for at væve en pavillon af ålegræs, lave cyanotypetryk og nyde en tropisk havnekoncert med Trypical Cumbia.

Søndag byder både på musikbanko sammen med Absalon Folkehus, streetfishing og street food med Gordon P. Henriksen samt saunagus med Butchers Heat.

Børnene kan glæde sig til en forestilling med Circo Rum Ba Ba indeni en enorm oppustelig kaskelothval, lave japanske vindposer formet som fisk fra Øresund og møde havfruen Havdis.

.

Ud at sejle

Begge dage kan gæster sejle med skonnerten Mira, opleve havnen i VR, prøve kræfter med Stand Up Paddle med erfarne instruktører fra Surf SUP Danmark, og børnene kan danse med til en funky havnefest med Yasmins Børneafro.
“Vi er stolte over at kunne præsentere årets vidunderlige program, der spænder lige fra ålegræsvævning til fisketure og jazzkoncert. Med festivalen vil vi gerne fremhæve to af de nye havneområders perler og vise, hvordan de kan blive centrale for byens kulturliv. Festivalen skal nemlig være en inspirationskilde og et samlingspunkt, hvor københavnere i alle aldre kan opdage nye sider af deres havn gennem bevægelse og kulturelle oplevelser,” siger projektleder på Kulturhavn Festival, Esther Jexen Dall.
Det fulde program til Kulturhavn Festival 2024 er netop blevet offentliggjort på www.kulturhavn.kk.dk.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*