Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S, der tilbage i 1987 flyttede fra Refshaleøen til Allererød, har valgt at indgå forlig med de danske myndigheder om at betale en bøde på 10 mio. kr. i forbindelse med en sag om bestikkelse på et projekt i Mauritius. Sagen omhandler forhold, der er næsten 10 år gamle, og som selskabet selv anmeldte til politiet.
.
Sagen kom frem via en whistleblower i 2018, og virksomheden foretog dengang selv en dybdegående undersøgelse af forholdene i samarbejde med Kammeradvokaten.
Her konkluderede man det samme, som de danske myndigheder nu også har konkluderet, nemlig at der med overvejende sandsynlighed havde været uregelmæssigheder forbundet med salget.
Selskabet tog dengang resolut aktion og foretog anmeldelse til dansk politi. Det er den politianmeldelse, der nu fører til et forlig, idet såvel virksomheden som den medarbejder, der har været involveret i et forhold, kan dømmes, uagtet virksomhedens manglende kendskab hertil. Både politiets efterforskning og virksomhedens egne undersøgelser konkluderer, at der blev handlet uden ledelsens vidende eller instruktion.
.
Ked af sagen men glad for afslutning
Virksomhedens CEO Jens Peter Koch, der kom til selskabet i 2023, glæder sig over, at den årelange sag nu har fundet en afslutning.
“Vi har nu indgået en aftale om at betale en bøde på 10 mio. kr. Dermed lukker vi formelt endeligt denne sag, som vi tog konsekvensen af efter advokatundersøgelsen tilbage i 2019. Sidenhen har vi fokuseret på at styrke vores complianceprogram, som i øvrigt er gennemgået af tredjepart. Vi har taget denne sag meget alvorligt fra begyndelsen, og har hele vejen igennem sagsforløbet samarbejdet fuldt ud med myndighederne. Det er afgørende for os at sikre, at vores forretningspraksis er i overensstemmelse med både lovgivning og etiske standarder,” siger CEO’en.
.
Undgå nye sager
Han understreger, at sagen for ham giver anledning til fortsat at have fokus på en stærk speak-up kultur og forebyggende indsats:
“Sagen blev bragt frem af en whistleblower, og selvom den går forud for min tid i virksomheden, så står den for mig som en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi har en åben kultur, hvor kolleger eller samarbejdspartnere tør stå frem, hvis de observerer noget, der ikke er rigtigt eller giver anledning til mistanke om uregelmæssigheder,” siger Jens Peter Koch.
Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S har siden sagen fokuseret på at styrke interne complianceprocesser, træne medarbejdere og har iværksat adskillige tiltag for at sikre, at hændelser som denne ikke gentager sig. Dette inkluderer øget kommunikation om antikorruption og forretningsetik og styrkelse af kontrolmekanismer.
Be the first to comment