KOMMENTAR AF: Jesper Schou Hansen, redaktør på Havnefronten.
Selvom det først er til efteråret næste år, at der skal være kommunalvalg i København, har en ministerrokade allerede skudt valgkampen i gang. For den nu tidligere overborgmester Sofie Hæstorp Andersen er blevet minister i SVM-regeringen, mens Pernille Rosenkrantz-Theil i stedet er tidligere minister og har annonceret, at hun går efter at blive overborgmester i København.
.
Adskillige kommentatorer har allerede påpeget, at udpegningen af en overborgmester i København IKKE sker gennem en regeringsrokade, men derimod gennem et demokratisk valg, hvor de 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen efter næste valg stemmer om det.
Finn Rudaizky fra DF har allerede meldt ud, at han ikke tror, at Pernille Rosenkrantz-Theil bliver overborgmester. I hvert fald ikke én, som Rudaizky har lyst til at støtte.
Nu er der jo – i hvert fald i den politiske verden – lang tid til næste kommunalvalg, og meget kan ske. Men Rudaizky og DF har nok ikke lyst til at sælge sig billigt, hvis de og øvrige borgerlige partier igen skal støtte en socialdemokratisk overborgmester.
Det samme har Venstres Jens-Kristian Lütken allerede sagt og sat prisskilt på: skattelettelser, så København bliver landets billigste skattekommune.
Også den konservative borgmester Jakob Næsager har ytret sig om valget og tilkendegivet, at der jo ikke ligger en naturlov, der gør Socialdemokratiet til overborgmesterpartiet. Indlysende rigtigt.
.
Hvem vil støtte Enhedslisten?
Men har de borgerlige da lyst til en mere venstreorienteret overborgmester, og kommer de overhovedet til at få nogen indflydelse på sagen? Det sidste er heller ingen naturlov.
Enhedslisten er i dag suverænt største parti i København, men man skal have flertallet bag sig for at sætte sig på overborgmesterposten. Det har Enhedslisten ikke. Får de så det ved næste valg? Det afhænger lidt af de andre partier.
Enhedslisten kan nok regne med støtte fra Alternativet, som mere eller mindre stemmer helt som Enhedslisten og for længst har droppet at befinde sig på den politiske midte. Partiet har også smidt deres image som klovneparti væk – hvis man lige ser bort fra enkelte små stunts fra den tilløbne eks-radikale Emil Sloth Andersen, der formåede at indkalde hele Borgerrepræsentationen ekstraordinært for at diskutere daginstitutioner, for så selv at falde ned som et fromt lam.
Vil SF så støtte Enhedslisten på posten som overborgmester? Og vil det overhovedet give flertallet? Det vil i hvert fald kræve et kanonvalg til både Enhedslisten, Alternativet og SF. Men det er ikke umuligt. Men hvor stiller det så SF på den lange bane?
.
Ansvarlige partier
Indtil videre har SF støttet op om udviklingen af København. Også når det var svært og upopulært. Det tjener partiet til ros, at de har kæmpet for mest muligt af deres politik, men stadig valgt at være en del af et flertal – også når deres mandater ikke har været nødvendige. Efter devisen: SF-vælgere skal have indflydelse for deres stemmer og ikke bare protestere.
Måske er det nødvendigt, at de Radikale også deltager i et rødt flertal – for Socialdemokratiet kommer næppe til at støtte en overborgmester fra Enhedslisten. Og vil de Radikale så det?
Den nuværende borgmester Mia Nyegaard er gået benhårdt efter at placere Radikale der, hvor der er maksimal indflydelse for det lille midterparti.
Det må man i al stilfærdighed sige, at hun har været ekstremt dygtig til.
Der er ikke rigtig nogen større politiske aftaler, som er vedtaget på Rådhuset uden Radikale. Senest er der dog opstået en kurre på tråden i forhold til DF, der efterlyser markant radikal afstandtagen til de blandt de pro-palæstinensiske aktivister, der udviser et åbenlyst jødehad.
.
Alle store aftaler om København har Enhedslisten valgt at stå uden for
Til gengæld er mildest talt samtlige større politiske aftaler i København vedtaget uden Enhedslisten. De har gang på gang valgt den populistiske tilgang.
Imod Lynetteholmen, selvom det er indlysende, at København vokser, og det store pres på boligpriserne ikke løses ved at stoppe med at bygge boliger.
Imod mere metro af et hav af store og små årsager – men bl.a. fordi man ikke ville bygge på dele af Amager Fælled. Metroen er delvist finansieret ved at bygge Ørestad, og da sidste etape skulle bygges, blev arealet flyttet over til det sted, hvor vandrerhjemmet og dets parkeringsplads lå. Men ikke engang det kunne Enhedslisten stå på mål for.
Så hvis man er SF og Radikale og med på, at byen skal udvikle sig, så er det ret svært at se, hvordan man skal kunne lægge stemmer til, at Enhedslisten får overborgmesterposten.
.
Borgerlig støtte?
Kunne de borgerlige så støtte Enhedslisten? De har jo indgået budgetforlig med partiet – uden om Socialdemokratiet. Det var nu formentlig mest for at lære Socialdemokratiet en lektie om, at man ikke bare skulle tage borgerlige stemmer for givet – og spise dem af med krummer.
Enhedslisten måtte æde skattelettelser til københavnerne, selvom de i årevis havde påstået, at skattelettelser var den rene sociale massegrav. Det var det så ikke. Men kan det være nok for de borgerlige? Kan Enhedslisten levere mere end Socialdemokratiet?
Politik i København er uforudsigelig, og mere end ét parti har lovet ét og gjort noget andet. Så bliver Enhedslisten overborgmesterparti i København?
.
Kræver formentlig ræverødt flertal
Det tror jeg kræver et flertal af Enhedslisten, Alternativet og SF. Det sker næppe med Radikale stemmer. Og egentlig tror jeg heller ikke, at det sker med SF’s stemmer, for både Radikale og SF kan godt se, at de store projekter er nødvendige for, at København kan udvikle sig, og at vi har et godt fundament for velfærden.
En udvikling, Enhedslisten igen og igen stemmer imod. Selv de billigste almene boliger stemmer Enhedslisten ofte imod.
Så sætter Enhedslisten sig på overborgmesterposten i København? Det kræver et ekstremt godt valg for Enhedslisten, og derfor har Socialdemokratiet valgt at skifte frem mod valget, hvor det tidligere folketingsmedlem fra Enhedslisten – nuværende Socialdemokrat – Pernille Rosenkrantz-Theil nu skal være overborgmesterkandidat.
Spændende bliver det i hvert fald.
Be the first to comment