Selvom København i dag fremstår som en moderne metropol, ved de fleste, at byen har over 850 år på bagen, mens det er 750 år for byvåbenet. Det sidste vil Konservative nu fejre og kulturudvalgsmedlem lover at få det tatoveret på armen.
.
Står det til Det Konservative Folkeparti på Københavns Rådhus, er det en begivenhed, som skal markeres. Derfor foreslår partiet i Københavns Borgerrepræsentation, at der skal igangsættes et arbejde for at finde ud af, hvordan markeringen kan foregå.
Det fortæller Niels Peder Ravn, som repræsenterer de Konservative i bl.a. Kultur og Fritidsudvalget.
“Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at byvåbnets fødselsdag er en indlysende mulighed for at inddrage byens borgere kultur- og erhvervsliv i aktiviteter, som markerer jubilæet”, siger Niels Peder Ravn til Havnefronten.
.
Kultur samler
“Ligesom mange andre steder, har befolkningen i København de seneste år oplevet stor splittelse. Pandemi, krige og kriser har ikke ligefrem samlet borgerne. Men er der én ting, københavnere har til fælles, så er det byen. Og her kan det snart 750 gamle byvåben udgøre et symbol, som vi alle kan samles om og glædes ved”, siger Niels Peder.
Samtidig ser Niels Peder Ravn jubilæet som en oplagt lejlighed for at formidle byens historie til byens børn og unge, og han håber at kommunens skoler, kulturinstitutioner og erhvervsdrivende vil bakke op om byvåbnets jubilæum.
.
Vil selv få byvåbnet tatoveret
“At samle både unge og ældre, tilflyttere og alle andre om byens historie, vil utvivlsomt medvirke til at skabe stolthed over det at være københavner. Og er man stolt af sin by, er man også mere tilbøjelig til at passe bedre på både den og ens medborgere”, siger Niels Peder Ravn.
Personligt har Niels Peder Ravn tænkt sig at fejre jubilæet ved at ved at få byvåbnet tatoveret på venstre arm tæt på hjertet.
“Da jeg blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation, lovede jeg mig selv, at få byvåbnet tatoveret. Det er endnu ikke blevet til noget, men nu er lejligheden der”, siger Niels Peder Ravn
Be the first to comment