København har ikke boligområder på parallelsamfundslisten

Foto: Ursula Bach / Københavns Kommune

Københavns Kommune har i mange år udført en markant indsats med at løfte udsatte københavnske boligområder. Indsatsen blev bekræftet sidste år, hvor man for første gang ikke længere havde boligområder på listen over parallelsamfund. Den position fastholder København i 2024.

.

Mjølnerparken, Aldersrogade og Lundtoftegade er i dag alle områder under en positiv forandring. Men sådan har det ikke altid været. København har i mange år haft udsatte boligområder, som optrådte på statens liste over parallelsamfund. Sådan er ikke længere. To år i træk har København ikke haft nogen boligområder på statens nye liste over parallelsamfund.

”I København har vi i mange år arbejdet målrettet med at udvikle byens udsatte boligområder til gavn for bylivet og beboerne, som alle har mærket og set en mere positiv forandring. Jeg er glad for, at indsatsen også afspejles i listen over parallelsamfund, hvor vi for andet år i træk ikke har boligområder med. Men vi har stadig forebyggelsesområder på listen, så vi skal fortsat investere i at løfte boligområderne i København. Derfor afsatte vi også i vores seneste budget ca. 100 mio. kr. til at styrke indsatsen”, siger overborgmester Lars Weiss.

.

Projekter har effekt

Blandt kommunens mange indsatser med at løfte de københavnske boligområder i en mere positiv retning tæller bl.a. opgradering og omdannelse af boligområderne, herunder boligsociale indsatser. Det gælder også hjælp til hjemmegående til at komme i job eller uddannelse.

Idrætsprojekter og familieindsatser, der hjælper udsatte børn og unge og forebygger kriminalitet. Et kvalitetsløft af dagtilbuddene til gavn for børnene.

Det resulterer blandt andet en mere blandet beboersammensætning og en positiv udvikling.

.

Ministerie laver liste

Social-, Bolig- og Ældreministeriet liste over omdannelsesområder, parallelsamfund, udsatte boligområder samt forebyggelsesområder udkommer en gang årligt, og måler bl.a. på indkomst, uddannelse, tilknytning til arbejdsmarked og kriminalitet.

Listen for 2024 viser, at København ikke har fået udpeget nogle områder hverken som udsat boligområder eller parallelsamfund.

.

Røde lamper

15 boligområder i København er imidlertid udpeget som forebyggelsesområde. Men nogle af områderne, skal tages med et vist grant salt.

Her optræder Frederiksholm i Sydhavnen for første gang som et forebyggelsesområde. Det skyldes, at andelen af beboere med ikke-vestlig herkomst er steget til over 30%.

Med Budget 2025 afsatte de københavnske politikere ca. 100 mio. kr. til at sikre en langsigtet, positiv udvikling i de udsatte boligområder. Af disse midler går bl.a. 25 mio. kr. til anlæg og nyt liv til parken ved Bispeengen i Lundtoftegade.

I 2010 havde Københavns Kommune 10 områder på statens liste over parallelsamfund. Det drejede sig om boligområderne Mjølnerparken, Tingbjerg/Utterslevhuse, Aldersrogade, Bispeparken, Lundtoftegade, Hørgården, Gadelandet/Husumgård, Akacieparken, Blågården og Sjælør Boulevard. I 2022 var Tingbjerg og Aldersrogade ikke længere på listen, og i 2023 blev Mjølnerparken også taget af listen.

15 boligområder i København er udpeget som forebyggelsesområde pr. 1. december 2024.

    • Aldersrogade
    • Tingbjerg/Utterslevhuse
    • Hørgården
    • Bispevænget m.v.
    • Bellahøj
    • Bispeparken
    • Blågården
    • Folehaven
    • Gullandsgården m.v.
    • Lundtoftegade
    • Remisevænget
    • Sjælør Boulevard
    • Frederiksholm (ny)
    • Glumsøparken m.v.
    • Stærevej m.v.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*