Rikke Ploug arbejder som cykeltekniker, hvor hun cykler ud til kunderne i København for at reparere bilruder, der har fået stenslag. Det er et pilotprojekt, men har på blot to år været en så stor succes, at man overvejer at rulle projektet ud til andre danske storbyer.
.
Københavns gadehjørner og fortove ligner langt fra de værksteder, hvor bilruder normalt repareres og udskiftes, men det holder ikke Rikke Ploug tilbage for at reparere københavnernes bilruder.
Hun har været på ladcyklen siden 2022, hvor hun blev ansat som cyklende tekniker hos Carglass Danmark, som en del af et pilotprojekt, der skal reducere CO2-udledningen, da man cykler rundt på en ladcykel, som er produceret af dansk genbrugsplast.
“Jeg holder meget af naturen, synes det er fedt at lege med værktøj, og så er den menneskelige kontakt vigtig for mig. Jeg hjælper nok omkring syv kunder på én dag, men nogle gange bliver jeg også stoppet på gaden, fordi folk har brug for at få fixet deres bilrude med det samme”, fortæller Rikke Ploug, der er ude i al slags vejr.
Hun kan dog kun tage kunder ind fra gaden, så længe det ikke går ud over de planlagte kunders tid, selvom hun ville ønske, det var muligt at hjælpe alle.
.
Natur og frisk luft
Selvom stenslagene og de små hak i ruden efterhånden er hverdagskost for Rikke, så er det ikke kun det, som får hende ud af sengen hver morgen. Det er også en kombination af de mange søde kunder, hun snakker med hver eneste dag og den friske luft.
“Hver årstid har sin egen charme, som jeg virkelig nyder at opleve i mit arbejde. I sommermånederne kan jeg godt li´, at nyde min frokost på Langelinje eller Amager Strand med udsigt til vandet, og i vintermånederne er der til gengæld færre cyklister på cykelstierne”, siger hun.
.
Den eneste kvindelige cykeltekniker
Den store ladcykel med arbejdspladsens røde og gule farver gør Rikke genkendelig i bybilledet.
“Der er bare total god respons fra kunderne, når jeg kommer cyklende. Nogle gange er der kunder, som synes, det er så fedt, at de vil have billeder af ladcyklen”, griner Rikke Ploug.
Den positive respons kommer ofte efter, at kunderne har spurgt ind til, om hun virkelig er ankommet på cykel. Det er nemlig også hende, der ringer ud til kunderne 30 minutter inden hun ankommer. Hun fortæller, at folk tror hun sidder på et kontor i kundeservice, men så forklarer hun dem, at det altså er hende, som fixer ruderne. Rikke og kunderne er enige om, at det er godt for miljøet at hoppe op på cyklen frem for bilen.
.
Kigger på de små ting, der kan gøre den store forskel
Idéen omkring en cyklende tekniker opstod internt, som et led i Carglass bæredygtighedsindsats, hvor man hele tiden kigger på indsatser, der skal være med til at passe på vores klode ved at udlede mindre CO2.
“Hos Carglass har vi altid fokus på at reparere bilernes ruder frem for at udskifte dem, så vi mindsker produktionen til fordel for miljøet. For en cyklende tekniker kan det heller ikke lade sig gøre at transportere nye ruder. Heldigvis har det vist sig, at det er muligt at udføre service via cykel, kundernes respons og modtagelse af Rikke er vi begejstrede for. Det er naturligvis en lille indsats i forhold til den store samtale omkring bæredygtighed, men nogle gange er det også de små projekter, der gør en forskel”, forklarer Marketing & CX Manager, Amanda Ruhwald-Laursen om projektet.
Selvom transporttiden er længere end i bil, så kan kunderne ekspederes hurtigere, når ladcyklen kan stilles på fortovet imens bilruden fixes. Tiden, det tager at finde parkeringsmuligheder i storbyer, vil blot forlænge ventetiden for kunderne.
På nuværende tidspunkt har Carglass kun en cykeltekniker, men det er på tegnebrættet at udbrede projektet til andre danske storbyer.
Be the first to comment