Den tidligere Brygge-restaurant Alouette, som nu holder til i Kronprinsessegade og kan prale af en Michelin-stjerne, har endnu engang sat sit præg på den danske madscene. Ved årets konkurrence om Årets Ret med gris 2024 blev restauranten, ledet af køkkenchef Nick Curtin, hædret for sin innovative ret med Hindsholmgris.
.
Restaurant Alouette, der tidligere lå i Kigkurren på Islands Brygge, imponerede juryen med en gastronomisk hyldest til den danske gris.
Med stor præcision og respekt for råvarens karakter formåede Alouette at fremhæve grisens bedste kvaliteter gennem flere velsammensatte elementer.
.
Hindsholmgris
Retten bestod af intervalstegt rygfilet af Hindsholmgris, marineret i tangmiso og grillet over åben ild. Kødet blev serveret med en dyb umamisauce baseret på grisens ribben, infuseret med tang, og retten bød desuden på grillet grisebryst og grøntsager.
Juryens motivering lød:
”Fantastisk repræsentation af grisen – den kreative og elegante brug af de mange udskæringer sætter grisen og håndværket perfekt i scene. Kombineret med en mesterlig tilberedning og næsten fejlfri iscenesættelse, hvor smagen er konstant i centrum, er det en værdig vinder.”
.
Stolt vinder
Nick Curtin og hans team modtog prisen, der inkluderede en check på 30.000 kr., og Curtin er naturligvis stolt over anerkendelsen.
”Det føles fantastisk. Jeg er bare fyldt med stolthed over teamet. Jeg ved, hvor meget arbejde de har lagt i dette, og jeg er så stolt af, hvad det betyder for vores budskab og vores arbejde. Pouls gris er så vigtig, og vi tror virkelig på, at det, der definerer en god ret, er kvaliteten af råvaren. Vi bygger hele vores restaurantkoncept op omkring denne tro, så denne anerkendelse er en stor bekræftelse af, at vi er på rette vej,” siger Nick Curtin.
Alouette, der allerede har en Michelin-stjerne, har med sejren cementeret sin position som en af de førende restauranter i Danmark.
Be the first to comment