Oplev artisterne Brimheim, Asbjørn og bandet Hvalfugl i Klassisk på Kyssetrappen ved Ofelia Plads.
.
På programmet for årets Klassisk på Kyssetrappen finder du både danske verdensstjerner med et straight up klassisk program og cross over-koncerter, hvor klassiske ensemblemusikere spiller sammen med nogle af landets mest interessante og fremadstormende rytmiske artister. Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Således cementerer det flydende koncertformat Klassisk på Kyssetrappen med denne sommers program sit oprindelige forehavende: At udforske grænser og udfordre formidlingen af klassisk musik i det offentlige rum, og tilbyde alternativer til traditionelle idéer om, hvordan man går til klassisk koncert. Og hvad man kan opleve til sådan én.
.
Pop/rock
Hør fx den dansk/færøske sangerinde Brimheim, en af tidens mest markante stjerneskud på den alternative pop-og rock scene i Danmark og internationalt, i en koncert med musikere fra et af verdens ældste klassiske orkestre, Det Kongelige Kapel. Ved koncerten opføres en række af Brimheims numre udsat for en septet af musikere fra kapellet. Undervejs suppleres Brimheims musik med udvalgte klassiske stykker – det hele smeltet sammen og nyarrangeret af komponist Christian Balvig.
Også poprebellen Asbjørn afsøger grænser i det klassiske, når den Roskilde-aktuelle artists polyrytmer, melankoli og elektroniske legesyge møder den klassiske strygersekstet Who Killed Bambis musikalske univers i en koncert, som vi godt tør love, bliver en hyldest til mangfoldigheden – i musikken som i livet.
.
Folk/jazz finder vej
En anden hidtil uprøvet konstellation på Kyssetrappen er når folk/jazz-trioen Hvalfugl, kendt for deres byggen bro mellem nordisk folk og jazz, ligeledes møder strygerensemblet Who Killed Bambi. Sidstnævnte medvirkede i januar i år på Hvalfugls EP ’Drømme’, og det er det samarbejde, der danner afsæt for deres koncert på Kyssetrappen.
Der skubbes til grænserne for selve rammen om Kyssetrappens vanlige koncertformat, når guitarsekstetten Cirklen møder koret UngKlang – bestående af ni kvinder udsprunget fra DRs Pigekor – i en koncert, hvor de medvirkende spreder sig ud over både Kyssetrappe og den flydende scene, og dermed tilføjer en ny dimension til oplevelsen af det lydlige univers.
Hertil byder programmet på mezzosopran Sophie Haagen i et samarbejde med en strygekvartet fra Det Kongelige Kapel, den unge talentfulde pianist Ramez Mhaanna i en solooptræden, strygekvartetten Absalon String Quartet og en duo bestående af klarinettist Jonas Frølund og pianist Elias Holm.
Be the first to comment