Den grønlandske samtidskunstner Ivínguak’ Stork Høegh går i dialog med ældre værker af Christine Deichmann, Oda Isbrand, Ellen Locher Thalbitzer, Emilie Demant Hatt og Jette Bang i en udstilling, der udforsker kunstens forskellige blikke på Grønland.
.
Ivínguak` Stork Høegh (f. 1982) arbejder i digitale fotocollager med blikke på Arktis, hvor hun på humoristisk vis leger med stereotype forestillinger om det eksotiske, som stilles til skue og genforhandles.
På udstillingen Du ser mig an – som jeg ser dig går hendes collager i dialog med ældre værker af de kvindelige danske kunstnere Christine Deichmann (1869-1945), Oda Isbrand (1904-1987), Ellen Locher Thalbitzer (1883-1956), Emilie Demant Hatt (1873-1958) og Jette Bang (1914-1964).
De rejste alle til Grønland før 1940.
Som Grønlandsrejsende kvindelige kunstnere er de dog stort set skrevet ud af den danske kunsthistorie.
Modsat deres mandlige kollegaer skildrede de ikke storslåede landskaber og inuit i folkedragt, derimod skildrede de kvinder og børn i hverdagssituationer, som ikke kun bliver set på, men som også ser tilbage på beskueren.
Og selv i dag udfordrer deres værker det dominerende, maskuline og ikke mindst koloniserende blik på Grønland.
På Nordatlantens Brygge får udstillingen et ekstra lag ved at blive vist i det historiske pakhus, der før i tiden var centrum for al handel med Nordatlanten.
Fra kajen sejlede skibene dengang ud for at vende hjem igen lastede.
Fortidens koloniale handel mellem Danmark og Grønland er imidlertid nu udskiftet med en unik samling værker, der ikke blot repræsenterer forskellige kunstneres blikke, men også kaster dem tilbage på os, tilskuerne, og fordrer, at vi revurderer vores blikke og forestillinger.
.
Samtaler og foredrag
Udstillingen Du ser mig an – som jeg ser dig kan ses fra den 5. oktober til og med den 16. februar på Nordatlantens Brygge, der sideløbende præsenterer en række særlige arrangementer med udgangspunkt i udstillingen.
Oplev foredrag og samtaler med Ivínguak’ Stork Høegh, Lina Hashim, Mathias Danbolt, Lesley-Ann Brown, Jessie Kleemann, Kirsten Thisted, Laila Lund Altinbas og Stine Lundberg Hansen.
Læs mere på nordatlantens.dk
Be the first to comment