Når gaverne er åbnet, julemaden er indtaget og juletræets grønne top er blevet tør og brun, så er det tid til at sige farvel til årets juletræ. I Københavns Kommune opfordrer man københavnerne til at aflevere træet til genanvendelse, så det kan blive til kompost.
.
Når al pynten er pakket væk, kan dit juletræ stadig gøre nytte. Ligesom de foregående år, indsamler Københavns Kommune juletræerne, så de kan blive genanvendt og lavet om til kompost. Sidste jul indsamlede Københavns Kommune 253 tons juletræer i løbet af december, januar og februar måned. Det svarer til ca. 39.000 juletræer.
Man skal huske, at der hverken må være pynt eller fod på juletræet, når du afleverer det. Hvis juletræsfoden er af træ, må du gerne lade den sidde på.
.
Bliver til kompost
Juletræerne indgår i komposten og bliver på den måde en del af den muldjord, som man kan hente igen til foråret på byens genbrugsstationer.
Ifølge teknik- og miljøborgmester Line Barfod er julen også en tid, hvor vi skal huske at sortere vores affald.
”Jeg nyder at fejre jul med min familie, men julen er også en tid, hvor vi har et langt større forbrug end resten af året. Derfor er det vigtigt, at vi får sorteret alt det affald, vi står tilbage med, når julen er slut. Det gælder både gavepapir, madaffald og elektronik. Det tørre juletræ kan jo så genanvendes og blive til kompost, hvis vi kommer af med det på den rigtige måde. Når man så henter muldjord på genbrugsstationen til foråret, så er det jo sjovt at tænke på, at det samtidig er et naturligt gensyn med juletræet,” siger hun.
.
Her skal man stille sit gamle juletræ
Hvis du bor i lejlighed, så er det din vicevært eller affaldsansvarlige, der udpeger en opsamlingsplads, hvor alle beboere skal stille deres juletræer samlet – det kan fx være ved et affaldsrum eller lignende.
Hvis du bor i villa, har du en fast afhentningsdato, som kan ses i Nem Affaldsservice under ’Overblik’.
Juletræet skal stilles ud til fortov inden kl. 6 om morgenen den pågældende dag, når du bor i villa.
Der hentes kun juletræer fra villaer i januar, men du kan altid aflevere dit juletræ på en af byens 17 genbrugsstationer, hvis du ikke når det i januar.
.
Hvordan kommer du af med dit juletræ?
Juletræer skal sorteres som haveaffald.
Juletræerne bliver til kompost og muldjord, så du kan gense dit juletræ til foråret, når du henter muldjord på genbrugspladsen.
Træet må maks. være 2 m højt. Hvis det er større, skal du save det i mindre stykker.
Juletræet skal afleveres uden pynt.
Der må gerne være fod på juletræet, hvis den er af ubehandlet træ.
Bor du i lejlighed er det din vicevært eller affaldsansvarlige, der udpeger et sted, hvor juletræerne skal stilles.
Bor du i villa, har du en fast afhentningsdato.
Juletræet skal stilles ud til fortov inden kl. 6 om morgenen den pågældende dag, når du bor i villa.
Du kan altid aflevere dit gamle juletræ på en nær- eller genbrugsstation i byen. Find den nærmeste her: Find din nærmeste genbrugsstation | Affald KBH (kk.dk)
Be the first to comment