DEBAT Af Kristine Ammitzbøll-Bille, kandidat til Borgerrepræsentationen (R)
Hurra. Endelig er etableringen af landstrømsanlæg for krydstogtskibe gået i gang.
Så kan vi blive fri for svineriet af den københavnske luft fra skorstenene på disse enorme flydende hoteller, når de ligger til kajs.
Flagene kan gå til tops, vi kan synge en glad melodi og ikke et øje er tørt. Og så alligevel.
For det tager nogle år at bygge sådan et anlæg. Første del er klar i 2025, og resten står først færdigt i 2028. Men sådan må det nu engang være, når der i første omgang er blevet nølet så længe.
Straks anlægget er færdigt vil Københavns Kommune heldigvis indføre tilslutningspligt, så vi får alle havneliggende krydstogtskibe over på el. Til glæde for byens beboere. Men så nemt skal heller ikke det gå.
.
Hvorfor ikke gå forrest?
For landets vestjyske transportminister, Thomas Danielsen (V), vil ikke lade København gå foran på at takke nej til partikelforurening fra ferieflåderne.
EU påbyder nemlig, at de skal gå over til el i 2030, og ministeren ser ingen grund til, at vores hovedstad kan være foregangsby og spare københavnerne for den beskidte luft.
Så risikerer man nemlig, at krydstogtsskibene lægger til i andre lande, lader han forstå.
Men helt ærligt. Det er selvfølgelig ærgerligt med de marginalt færre turistindtægter i et par år.
Til gengæld er der en stor gevinst i form af ren og frisk luft og mindre sygdom og færre sygedage til københavnerne. Har man regnet på det?
Der tales så meget om særhensyn til Udkantsdanmark i de her år.
Måske vores vestjyske minister kunne tage lidt hensyn til os i storbyen denne gang.
Så kan vi igen råbe højt hurra – og endda af vores lungers fulde kraft.
Be the first to comment