Tekst: Jette Ingerslev
Foto: Anette Thede
En ny godt to meter høj kobberskulptur, skabt af kunstneren Jens Galschiøt, skal afsløres på Christianshavn. Skulpturen, der har været syv år undervejs, portrætterer en af B&W’s “Blå mænd” og er blevet realiseret takket være fire christianshavnske kvinder, som ønskede at hædre de tidligere B&W-arbejdere. Projektet er finansieret af Varelotteriet.
.
Begivenheden byder på festligheder med mad, drikke og tilbageblik på B&W’s storhedstid, samt fortællinger om skulpturens tilblivelse og værftets betydning for Christianshavn.
Der vil også være musik fra Arbejderkoret og Røde Horn – se program i bunden af artiklen.
.
Historien bag skulpturen
Efter mange års arbejde har de fire kvinder fået opstillet en skulptur, der skal minde os om B&W’s storhedstid på Christianshavn.
Skulpturen forestiller en høj og solid arbejder i arbejdstøj, med plads til hans værktøj. Ved hans højre fod står en termokande.
Han læner sig op ad det sydlige gelænder på Børnehusbroen med udsigt til det gamle B&W-område. Den grønne port tværs over Overgaden Neden Vandet står stadig som et minde om indgangen til en arbejdsplads, hvor hundredevis af arbejdere fremstillede skibsmotorer til de store skibsskrog, der blev produceret på Refshaleøen.
B&W vækker stadig minder og respekt blandt beboerne på Christianshavn.
.
Hvad var B&W?
Burmeister & Wain Maskin- og Skibsbyggeri A/S, grundlagt i 1846, var i mange år Danmarks største skibsværft og verdens førende dieselmotorproducent med hovedsæde i København.
Virksomheden var stærk frem til slutningen af 1960’erne, men i 1970’erne ramte det globale konkurrencepres, især fra Fjernøsten.
De første alvorlige vanskeligheder opstod i 1980’erne, og virksomheden måtte til sidst erklære konkurs i 1996. Minderne om storhedstiden lever dog stadig videre.
.
Hvem er Jens Galschiøt?
Galschiøt voksede op i et arbejdermiljø i Frederikssund sammen med sin mor, der arbejdede som telefondame.
Han blev smidt ud af skolen i 8. klasse, men senere uddannet som smed på Danmarks største værft, Lindøværftet på Fyn.
Her arbejdede han i fem år, hvor han opnåede den faglige og håndværksmæssige viden, der skulle blive uundværlig i hans senere karriere som skulptør.
Arbejderbaggrunden har dog ofte ført til, at han følte sig ekskluderet fra de “finere kulturkredse”, præget af intellektuelle fra middel- og overklassen.
.
Kunst som protest
Det har inspireret ham til at skabe skulpturer af mennesker, der sjældent portrætteres, såsom arbejdere, prostituerede, hjemløse og fattige munke.
Han har dog også skabt værker af berømtheder, blandt andet Dante Alighieri, som står på Dantes Plads mellem Glyptoteket og Nationalmuseet. (En protest mod den p-anlæg, som er planlagt på pladsen, Red.)
Galschiøt har stået bag mange spektakulære events rundt om i verden. Mest omtalt er hans skulptur “Skamsøjlen” i Hong Kong, som mindes massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, hvor flere tusinde fredelige demonstranter blev dræbt. En statue som styret i Kina siden har fjernet.
.
Hvad er Galleri Galschiøt?
Galleri Galschiøt på Banevænget i Odense er både et arbejdende værksted med bronzestøberi, galleri og skulpturpark.
Galleriet er uafhængigt af offentlig støtte, og driften finansieres gennem salg af værker. Det er gratis at besøge galleriet.
Skulpturen står bag sit hegn og venter spændt på at byde velkommen til B&W.
.
. Onsdag d. 11.09.24 kl. 16:00 på Børnehusbroen (ved Christianshavns Torv)
.
Program:
• Afsløring af skulptur
• Musik ved Røde Horn
• Taler ved kunstner Jens Galschiøt og direktøren for Varelotteriet
• Kl. 16:30 til kl. 19:00 fortsætter festlighederne i Christianshavns Beboerhus
• Gratis mad a la arbejdernes madpakke, øl, vand og lagkage
• Fællessang ved Arbejderkoret
• Taler og anekdoter om B&W på Christianshavn af bl.a. historiker Anders Bjørn
1 Comment
jeg syntes at det er en god ide at mindes B&W Arbejderen I gennem 150 år jeg har selv arbejdet alle tre steder støberiet på teglholm og på Christianshavn på Motor fabrikken sidst at jeg sluttet af på B&W Skibsværft jeg har hat mange gode år.