Zoologisk Have har i flere år arbejdet i Baluran National Park på Java sammen med Indonesiens miljø- og skovministerium. Det er nu lykkedes at genudsætte Java vortesvin for første gang, siden de blev udryddet i parken i 1980’erne. Det skriver Zoologisk Have i en pressemeddelelse.
.
I 2017 begyndte Zoologisk Have et større genudsætningsprogram med finansiel støtte fra fonden Fondation Segré til at opføre et stort avls- og genudsætningsanlæg kaldet en “boma” inde i Baluran nationalpark. Her blev 27 vortesvin modtaget fra vores partner-avlscentre i Java (Cikananga Conservation Breeding Center, Taman Safari Bogor og Prigen Conservation Breeding Ark) og igennem konfiskationer af grislinger, som blev sendt til Baluran af myndighederne efter ulovlig jagt på deres mødre.
.
Første gang i 30 år
Det har ikke været nemt, men efter flere succesfulde fødsler var man den 20. januar i år endelig klar til at genudsætte den første gruppe af Java vortesvinet i Baluran i over 30 år.
”Det var seks års dedikeret indsats og samarbejde med myndighederne og mange lokale samarbejdspartnere, der kulminerede, da vi kunne se 11 af de karismatiske grise forsvinde ind i krattet”, siger projektleder fra Zoologisk Have, Carl Træholt.
Java-vortesvinet findes kun på øen Java. Det er lidt mindre end et europæisk vildsvin og lever i tropiske skove og randzonerne til de berømte savanner, der især findes i Østjava. Det var tidligere udbredt over hele Java, men forsvandt bl.a. fra Baluran i starten 1980erne pga. krybskytteri.
Allerede i 1996 blev den listet som truet på IUCNs globale rødliste og er i dag tæt på at forsvinde helt fra naturen.
.
Internationalt samarbejde
Zoologisk Have er repræsenteret i det internationale ekspertråd for vildsvinearter (IUCN SSC Wild Pig Specialist Group) og som Zoologisk Haves egen ekspert på området, Dr. Kristin Leus, fastslår:
”Da Java vortesvinet før i tiden var en helt almindelig del af Balurans økosystem er denne genudsætning essentiel for at bevare den lokale forståelse og værdsætning af arten”
.
Vildsvin er vigtige for naturen
Der findes i alt 18 vildsvinearter. To tredjedele af dem lever kun i Asien, og næsten alle disse er truede. De seneste udbrud af afrikansk svinepest har desuden gjort situationen værre.
Vildsvin er naturplejere, og hvis de forsvinder, har det store konsekvenser for naturen og i sidste ende også for os mennesker. Jordstrukturen og plantelivet vil ændre sig, og der vil ske et skift i fødekæden, da store kødædere som leoparder vil vælge andre byttedyr eller angribe husdyr.
Man er fra Zoologisk Haves side bekymret for, at krybskytter skulle finde på at jage de udsatte vortesvin med rifler eller fælder. I avlscenteret er der stadig ti grise som backup som avlsdyr så flere grupper af vortesvin kan blive genudsat i fremtiden. Derudover følger man flokken tæt.
.
Følges med GPS
Ét af de genudsatte dyr – en dominerende orne, har således fået sat en GPS/satellitsender på, og Zoologisk Haves team kan dermed konstant følge hele hans gruppe.
Metoden, der bruges i forhold til udsætningen, kaldes for en “soft-release”, hvilket bl.a. vil sige, at teamet i en periode fodrer dyrene i området, således de selv har tid til at lære at finde nok mad i naturen.
”Vi forventer, at nogle af individerne muligvis ender som naturligt bytte for nogle af parkens mange leoparder og dholer (asiatiske vildhunde), men indtil videre er vi glade for at kunne meddele at alle individer stadig har det godt til trods for de naturlige farer, de nu er udsat for”, lyder det fra Carl Træholt.
Be the first to comment