Udstillingen ”He, She & Me” med malerier og skulpturer af Ole Werner Munck klar på Galleri Wärme

Billedkunstner Ole Werner Munck har netop åbnet sin udstilling på Galleri Wärme. Selv kalder galleriet ham lidt af en huskunstner i den lille Edvard Falcks Gade midt imellem Hovedbanegården og Glyptoteket, på grænsen mellem København V og K, Vesterbro og Indre By.

.

Ole Werner Munck var nemlig med til at åbne galleriet i oktober 2017 med udstillingen ”don’t paint nature – be nature”, og siden har han besøgt galleriet flere gange med malerier, glasværker og videoinstallationer, ligesom Ole Werner Munck var med, da Galleri Wärme i efteråret 2019 udstillede hos Fuchs Projects i Brooklyn i New York.

Den nye udstilling ”He, She & Me”, er udover en række nye malerier, som noget nyt, også en samling træskulpturer.

.

Åbner i morgen

På udstillingens åbningsdag – fredag – er der også mulighed for at opleve en performance med kunstneren, der vil ”live-male” akkompagneret af Marie Wärme, som spiller accordeon, sopranen Eva Bruun Hansen og danseren Clara Wärme.

Siden Ole Werner Munck var barn, har træet ligget genkendeligt i hans hånd, idet hans far var snedkermester, og fascinationen af skulpturarbejdet med træ er nu blevet vækket på ny.

Skulpturerne på udstillingerne er formet ud af ege- og asketræstammer fra naboer og fra gallerista Marie Wärmes svenske Majenfors.

I Galleri Wärme kan man se, hvordan kunstneren blandt andet har omsat sine tanker i forhold til den aktuelle debat om kønsidentitet og seksualitetens mange udtryk – det acceptable/det ikke acceptable, tvivl og håb.

Det er blevet til et antal skulpturer med hvert sit udtryk. Flere nærmest som ’totempæle’, og temaet kommer også til udtryk i en serie nye og ældre malerier samt gennem video og fotoværker.

Det er Galleri Wärmes håb, at udstillingen skaber nysgerrighed, undren, tilpas forstyrrelse, lyst til debat og til at undersøge emnet, som for kunstneren er uudtømmeligt, uendeligt og meget aktuelt.

”He, She & Me” kan ses hos Galleri Wärme 14.4 – 17.6.2023, og der er åbent fredag kl. 14-17 & lørdag kl. 12-16 samt efter aftale.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*