Tivolirevyen, der i år spillede for fulde huse i Glassalen vender tilbage i 2024 med fornyet kraft. Lisbet Dahl, Thomas Eje, Rikke Buch Bendtsen, Rikke Bilde, Mikkel Becker Hilgart og James Price står for løjerne i 2024-sæsonen.
.
Tivoli løfter nu sløret for næste års revyhold i 2024, der bygger videre på forlystelseshavens 140-års revytraditioner. Tivolirevyens comeback i år blev en publikumssucces, hvor 45.000 gæster indløste billet til satiriske grin, sange med bid i og parodier.
Publikum kan igen se frem til en klassisk sommerrevy med skarp kant, hvor pladserne på holdet består af nye ansigter blandet med folkekære og velkendte skuespillere sat af den medspillende instruktør Lisbet Dahl.
Gensynsglæden i dette års revy mellem publikum og Lisbet Dahl var et rørende gensyn, og hun siger:
”Vi skal nu i gang igen med at lave sommerrevy med et nyt hold med rigtig dygtige skuespillere, der alle er garanter for en sjov aften i Glassalen. Jeg ser vældig meget frem til det og glæder mig rigtig meget til at komme i gang med at læse tekster og alle de ting, som tilsammen bliver til en færdig revy. Ærlig talt så bliver det fantastisk igen at skulle møde publikum i salen. Det var en helt enestående oplevelse i sommer at vende tilbage til scenen i Glassalen.”
.
Thomas Eje er tilbage
Revyholdet består bl.a. den folkekære Thomas Eje, som gør comeback på den danske revyscene. Thomas Eje er komiker, skuespiller, parodist, sanger, musiker, forfatter, kunstmaler mm. Han er et velbeskrevet blad og hans meritter med Linje 3 er for længst mejslet ind i morskabshistorien i Danmark.
”Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Tivolirevyen, og være med til at lave endnu en underholdende sommerrevy. Jeg havde den glæde at være med i Tivolirevyen for 38 år siden, hvor vi var otte skuespillere, seks dansepiger og orkester, som fik stablet en fantastisk revy på benene. Jeg havde ovenikøbet den store glæde og ære at blive kåret som Årets Revyfund og tildelt den prestigefyldte Dirch-medalje. Jeg har sidenhen gennem alle årene haft dejlige oplevelser i den skønne Glassal med Linie 3-shows i massevis og andre produktioner – så det bliver næsten som at “komme hjem.” Tivoli er et magisk sted, og jeg glæder mig, som det lille barn jeg var, da jeg første gang stiftede bekendtskab med den eventyrlige forlystelseshave, til at min vej til arbejde hver aften går gennem dejlige Tivoli. Det kan man da kun blive motiveret og i godt humør af”, siger Thomas Eje.
.
Blanding af nyt og gammelt
”Det er spændende at sætte et nyt revyhold med en god blanding af meget velkendte og nyere revykræfter. Fælles for alle på årets Tivolihold er en stor kærlighed til revy, og samtidig kommer de med hver deres humoristiske og musikalske talenter. Så vi glæder os til endnu engang at fylde Glassalen til en Lisbet Dahl-revy med musikalitet, satire, overraskelser og først og fremmest masser af humor”, siger Tivolis kulturdirektør Frederik Wiedemann.
Be the first to comment