Tivoli har film på programmet sommeren over

Igen i sommer er der "Film på Plænen" i Tivoli. Foto: PR foto.

Tivoli kører sommeren over med film på plænen. På søndag den 16. juli kan Tivolis gæster se Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Søren Malling, Anders W. Berthelsen, Peter Gantzler og Karen-Lise Mynster indtage det store lærred på Plænen i den danske film “Rose”.

.

I filmen spiller Sofie Gråbøl rollen som Inger, der sammen med søsteren Ellen og svogeren Vagn rejser med bus til Paris. Ingen af de andre passagerer ved dog, at Inger har skizofreni, og det kommer som lidt af et chok, da hun fortæller det til sine medpassagerer.

Det bliver en underholdende busrejse og tur til Paris, hvor Inger viser sig at have en skjult agenda. Undervejs beviser Inger også, at man ikke skal dømme hende på forhånd.

.

Danske filmklassikere på Plænen

I år er temaet for “Film på Plænen” danske film, og programmet er et mix af nyere danske filmklassikere.

Sommeren er måske ikke det, der indbyder allermest til at sidde og se film, men filmkiggeri i de lune danske sommeraftener, kombineret med popcorn, fadøl og en liggestol på Plænen i Tivoli, er allerede blevet en sommerklassiker. Når filmene på skærmen så ovenikøbet er store danske film som “Druk”, “Rose” og “Italiensk for begyndere”, får Tivolis gæster den perfekte kombination, som kan opleves hver søndag i juli måned.

“Film på Plænen er en dejlig afslutning på ugen i Tivoli efter en masse koncerter, forestillinger, stand-up og andre kulturoplevelser. Så er det rart at skrue tempoet ned søndag aften og slappe af med en god film under åben himmel, mens mørket falder på, og Tivolis lys tændes”, siger Frederik Wiedemann, som er kulturdirektør i Tivoli.

.

Program for sommeren

16. juli – Rose (fra 2022)

“Rose” er en stærk og hjertevarm fortælling om familie, kærlighed og om, at intet er, som man tror ved første øjekast. Inger, hendes søster Ellen og svoger Vagn er på bustur mod Paris. Bussen har knap nået motorvejen før Inger delagtiggør resten af selskabet i sin sindslidelse – og turen til byernes by bliver en uge de aldrig vil glemme.

.

23. juli – Italiensk for begyndere (fra 2000)

Lone Scherfig har skabt en lun komedie om seks usikre og ensomme singler. De har alle meldt sig til et aftenskolekursus i italiensk, hvor den latinske stemning hurtigt breder sig og forviklinger eskalerer til glæde for både lattermuskler og følelsesregister.

.

30. juli – Druk (fra 2020)

Vinder af Oscar’en for Bedste internationale film i 2021 og Thomas Vinterbergs bedste film siden ’Festen’. Fire gymnasielærere og venner beslutter sig for at teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Teorien lyder, at alkohol i blodet åbner sindet for omverdenen og får kreativiteten til at stige. Resultatet er opsigtsvækkende.

.

Når man først har betalt entre, er det gratis at se film.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*