Tivoli fylder 180 år i dag

Det er ikke hver dag, man kan fejre en 180-årig, men det er netop hvad Tivoli gør i dag den 15. august. Forlystelseshaven byder på en hel uges fejring i anledning af, at det er 180 år siden, at Tivolis grundlægger, Georg Carstensen, åbnede dørene for første gang.

.

Siden da har Tivoli udviklet sig til dansk kulturarv og landets største turistattraktion, der trods alderen fortsat byder på underholdning, musik, kultur, god mad, smukke blomster og masser af overraskelser. På selve fødselsdagen den 15. august er der festkoncert på Plænen med Tivoli Big Band, Caroline Henderson og Rasmus Bjerg og man kan købe turpas for 180 kroner, mens flere af Tivolis restauranter tilbyder særlige fødselsdagsmenuer til 180 kroner i hele uge.

Fødselaren bliver pyntet op, og hele ugen kan gæsterne bl.a. opleve Rasmus Klumps Fødselsdagsshow, få malet ansigtet, deltage i skattejagt eller komme på en særlig 180-års rundvisning i Haven. På flere af Tivolis restauranter er der i ugens løb særlige fødselsdagsmenuer til kun 180 kroner, ligesom turpas er sat ned til 180 kroner på selve fødselsdagen den 15. august.

.

Stolt over haven

”Rigtig mange mennesker fra ind og udland har deres helt egne minder fra Tivoli og mange har gennem generationer besøgt forlystelseshaven som åbnede i 1843. Tivolis dna har alle dage været for alle, og vi glæder os til at give samtlige gæster en række ekstra oplevelser under fødselsdagsfejringen. Programmet strækker sig over flere dage, hvor vi sammen med gæsterne hylder de gode klassiske traditioner såvel nyskabelserne, der har sikret Tivolis eksistens i 180 år”, siger Tivolis direktør, Susanne Mørk Koch.

.

Stor fejring på selve dagen

På dagen hvor Tivoli fylder år, vil der også være flødeboller og fødselsdagsballoner til børn og barnlige sjæle, og så er der stor fødselsdagskoncert på Plænen kl. 20.00, hvor Tivolis Big Band sammen med Caroline Henderson og Rasmus Bjerg beriger Tivolis gæster med udvalgte sange til netop denne særlige aften. Tidligere på aftenen gæster verdens pt største sopran, Lise Davidsen – som har sunget bl.a. på La Scala, Covent Garden og Metropolitan Opera – Koncertsalen til en fødselsdagskoncert. Ved ’roret’ er den amerikanske dirigent James Gaffigan. Fødselsdagen sluttes af med et stort fyrværkerishow, som er en 180-årig værdig.

.

Tivolis historie

Det var den 15. august 1843, at Tivolis skaber, Georg Carstensen, bød velkommen til mere end 3.000 gæster på Tivoli åbningsdag. Københavnerne strømmede ind, og var dybt betagede af den yndige og eksotiske verden, der mødte dem på det gamle voldterræn, som de ellers kendte så godt. Kinesiske, tyrkiske og pompejanske bygninger og lysthuse, kulørte lamper og sus i maven ventede bag træporten. Endelig havde København fået det, der havde været moderne ude i Europa så længe, en forlystelseshave, hvor man kunne spise, drikke, høre musik, se teater, skyde til måls, rutsje og ikke mindst promenere i et smukt anlæg.

Tivoli blev besøgt af høj og lav, ung og gammel, og den mangfoldighed i såvel koncept som gæstesammensætning har holdt ved lige siden. I år fejrer Tivoli 180-års fødselsdag med en uges fest og fejring omkring den 15. august med noget for enhver smag. Men selve dagen er selvfølgelig noget ganske særligt.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*