Stof til eftertanke er en udstilling med tekstilbaserede værker af tre kunstnere fra Nordatlanten, der alle arbejder med bæredygtighed som præmis for deres kunst. Det skriver Nordatlantens Brygge i en pressemeddelelse.
Den islandske tekstildesigner og kunstner Ýrúrarí (Ýr Jóhannsdóttir) er optaget af vores liv med tøj. Hun arbejder med sweatre, som er kasseret pga. småskader og pletter. Skaderne bliver et udgangspunkt for kunstneriske indgreb, hvor den tydelige reparation gør værket mere værdifuldt. De tekstile 0perationer forlænger trøjernes liv med en humoristisk og individuel dimension, der peger ud over deres blotte funktion.
Den unge færøske kunstner Alda Mohr Eyðunardóttir er optaget af uld. Hun oplever at ”være hjemme” i ulden, men også at arbejdet med uld er forbundet med en form for sorg.
Sorgen peger både på dyrenes og menneskenes dødelighed, og på det at bruge et andets væsens biologiske materiale for selv at holde sig varm. Hun arbejder omsorgsfuldt med uldsorgen i sine værker, både når hun støber en lille strikhue i bronze, som hendes mor gik med som barn, når hun skriver digte, og når hun laver større skulpturelle værker og installationer.
Ragnhild Hjalmarsdóttir Højgaard er en færøsk tekstilkunstner og designer. Hendes praksis tager direkte udgangspunkt i arbejdet med uld. Hun ønsker at ære et materiale, der er lokalt forankret i kulturarven, og bære det videre med ind i en bæredygtig fremtid.
Ragnhild Hjalmarsdóttir Højgaards arbejde er rodfæstet i en analyse af og overvejelser om, hvad værdi vil sige. Ulden, som før i tiden var en værdiskabende forarbejdet vare, er i det industrialiserede samfund også blevet til et spildprodukt.
Udstillingens røde tråd er, at kunst og design kan pege andre steder hen i en tid med materielt overforbrug. Fra det intime og filosofiske niveau, hvor ulden er fællesnævner, og til en fantasifuld udforskning af beklædning.
.
Tag børnene med
Få NBs parlør i receptionen, og tag børnene med rundt i islandske Ýrúrarís univers og få en snak om fejl, og hvordan vi kan fejre dem. Bagefter vil børnene kunne designe deres egen tøjlap.
Udstillingen åbner den 23. september og varer januar måned ud.
Be the first to comment