Salt restaurant på Admiral Hotel får ny anmelderrost kok

Den anmelderroste kok og tidligere vinder af den prestigefyldte kokkekonkurrence Sol over Gudhjem, Andreas Tancula Møller, er ny køkkenchef i Salt restaurant på Admiral Hotel. Det skriver hotellet i en pressemeddelelse.

.

Med den nye køkkenchef ved roret slår Salt restaurant for alvor tonerne an for fremtidens gastronomiske oplevelser og menuer på Admiral Hotel. Menuer med respekt for det klassiske håndværk, velsmag og sanselige oplevelser.

”Vi skal have hovederne ned i gryderne, og vi skal lade fantasien blomstre. Vi skal udfordre vores sanser og give plads til fordybelse. Det må godt være svært at nå i mål med en ret, og der må gerne stilles krav til kokkens fantasi. En ret, der har taget tid at skabe, er som regel også en ret, der giver anledning til samtaler ved spisebordet, og dét er et væsentligt succeskriterie for mig”, fortæller ny køkkenchef på Salt restaurant, Andreas Tancula Møller, der sammen med sit team har store ambitioner for fremtiden.

”For at skabe unikke gæsteoplevelser har jeg valgt at indføre en à la carte menu, der uden tvivl sætter store krav til timing, service og kommunikation på tværs af ansvarsområder. Som leder er det derfor fantastisk at se, hvordan alle i teamet tager ansvar og hjælper hinanden med at nå i mål”, siger Andreas.

.

Solid erfaring

For Andreas Tancula Møller startede karrieren som blot 15-årig på Lolland, og siden da har den nu 30-årige kok gjort karriere ved blandt andet Søllerød Kro, Falsled Kro, Alchemist og Restaurant Møntergade – heriblandt flere Michelin-stjernede.

Hotellets F&B Manager er da også stolt over, at den erfarne og kreative kok nu står i spidsen for Salt restaurant og hotellets øvrige F&B outlets.

”Jeg er enormt stolt over at kunne præsentere Andreas som ny køkkenchef. Andreas er utrolig dygtig til sit håndværk, han er kreativ og har store ambitioner, og så falder det ham naturligt at udvise tillid til sit personale. En tillid, der får hele køkkenet til at løfte i flok og sammen sætte barren højt. Vi har mange spændende planer for fremtiden, og derfor er det fantastisk at have lige præcis Andreas, og hans kreative mindset, med på holdet”, fortæller Kasper Glensted, F&B Manager på Admiral Hotel.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*