På Teglholmen er de ikke hooked på cykel- og gangbro gennem Bydelspladsen

Foto: Dorthe Dalby Nielsen / Havnefronten.

En gammel lokalplan fra 2009 taler om en cykelvej, der fra den sydlige del af Bryggen – efter Nokken – føres over vandet til Teglholmens Bydelsplads, videre forbi Sydhavnens Skole og ud i det grønne stisystem. En løsning lokale ikke er glade for. Den seneste undersøgelse peger på et alternativ.

.

Skolen i Sydhavnen risikerer at blive delt i to af en cykelsti med måske 500 cyklister hver time. Det vil ske, hvis en gammel lokalplan fra 2019 føres ud i livet. Det bekymrer – trods mangel på aktuelle planer – repræsentanter for lokalområdet.

”Skolen i Sydhavnen er en rigtig god skole med ca. 1.000 elever. Vi er særligt glade for vores store legeområde, hvor op mod 500 børn leger hver eneste dag. Efter skoletid benytter skolens KKFO samme område. Det er efter skolebestyrelsens mening allerede i dag problematisk, at skolens legeområde er opdelt af en cykelsti, og vi frygter derfor, at etableringen af den nye cyklevej vil ske på bekostning af børnenes sikkerhed”, siger Helen Duus Møllerskov, som er formand for skolebestyrelsen.

Attika Shah, der ejer Bows and Balloon, som ligger ved Bydelspladsen, er heller ikke begejstret ved udsigten til en bro ved Bydelspladsen.

”En stor mængde af gennemkørende cyklister vil skræmme mine fortovsgæster væk”, frygter Attika Shah.

.

Opbakning til helt anden bro ved Engholmene

Grundejerforeningen, erhvervslivet og skolen bakker derimod op om en helt anden bro ovre på Engholmene. Denne bro er i øjeblikket ved at gennemgå en foranalyse, der skal pege på mulige forbindelser fra Engholmene til Islands Brygge syd, og som Havnefronten tidligere har omtalt.

Formanden for grundejerforeningen, Kirsten Jensen, er også fortaler for at prioriterer en bro ved Engholmene.

”Vi har før afleveret et høringssvar, der tager afstand fra en bro tværs over Bydelspladsen af sikkerhedsmæssige årsager, og vi vil igen kraftigt opfordre til, at lokalplanens forbindelse fra Fælleden til Bydelspladsen indgår i det kommende arbejde med en ny kommuneplan”, siger Kristen Jensen med henvisning til, at Kommunen netop har startet et arbejde med den overordnede kommuneplan. En sådan plan vil imidlertid hverken fastlægge en bro ved Teglholmen eller ved Engholmene, som er de to broer, som kommunen i øjeblikket har planer om måske skal bygges. Det vil foregå gennem specifikke lokalplaner.

I en foranalyse af broen ved Teglholmen peges også på en mere oplagt placering end ved Bydelspladsen. Trafikanalysen peger på, at der måske vil være bedre trafikmæssig fornuft i at placerer den ud for Teglholmsgade, hvor MAN Energy Solutions har sin indgang. Den sag har Havnefronten også tidligere skrevet om, og om hvordan der ikke er finansiering til broerne.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*