Operaen har fået sin egen kage

Den officielle Operakage blev i går fundet ved et stort event i Operaen. Her var Frederik Cilius og holdet fra DR2’s ’Operarejsen’, landets dygtigste kageeksperter og et kagesultent publikum med til at pege på vinderen – en citruskage med hvid chokolade, lemoncurd og citronmousse, som nu er officiel Operakage.

Den Kongelige Opera har dermed fået en officiel Operakage. Valget af Operakagen blev foretaget af publikum samt to forskellige dommerpaneler: Et ’operapanel’ bestående af Frederik Cilius, Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsen fra DR2’s populære ’Operarejsen’ samt operachef Elisabeth Linton. Dertil et ’kagepanel’ med kageekspert Maja Vase, konditor og Lækkerier-redaktør Mika Wulff samt dessertkok og ’Sukkertoppen’-vinder Thomas Parry. Operapanelet pegede på citruskagen, mens kagepanelet pegede på en chokoladekage. I sidste ende blev publikums stemme tungen på vægtskålen. Et stort flertal af publikum stemte på citruskagen, som nu kan kalde sig officiel Operakage.

.

Et skarpt bid til en stor kulturinstitution

Operakagen består af birkescitronbund, lemoncurd, citronmousse, citronmarengs, hvid chokolade og citronsirup. Ingredienserne er 100 procent økologiske, og kagen er udviklet af kok Trine Hahnemann og hendes konditorteam i Hahnemanns Køkken, som havde fremstillet tre kandidater til titlen. Om opgaven og vinderkagen siger Trine Hahnemann:

”Det er en meget stor ære at have fået lov til at kreere en kage til én af landets absolut vigtigste kulturinstitutioner. Den vindende Operakage er sky-let, enkel og med et syrligt bid, som er inspireret af operaen Snedronningen og hendes skarpe issplinter. Det skarpe bid er det første, man lægger mærke til, men samtidig har kagen også en sødme og en blød struktur, der overkommer det syrlige prik og giver kagen balance og varme.”

Operaens chef Elisabeth Linton glæder sig over, at det arkitektoniske og kulturelle vartegn på Christianshavn nu også kan smykke sig med en officiel kage.

”København er i forvejen en by med en stolt og rig kagekultur og kager, der er kendt verden over. I Operaen har vi allerede masser af musik, der sætter lyd til vores hus, men jeg er glad for, at vi nu har fundet den kage, som fremover kommer til at sætte smag på Operaen.”

.

Smag Operakagen på særlige søndage i januar

Har man lyst til at smage Operakagen, er der mulighed for det, når Almanak i Operaen byder på Operakage og smørrebrød på tre søndage i løbet af januar. Under overskriften ’En Særlig Søndag’ byder restauranten den 15., 22. og 29. januar indenfor til en hyggelig eftermiddag med et udvalg af smørrebrød efterfulgt af Operakagen samt kaffe og te ad libitum.

HVAD: Den officielle Operakage på Almanak i Operaen. 
HVORNÅR: Søndag d. 15., 22. og 29. januar. Fra februar og hver den første lørdag i måneden herefter kommer Operakagen på Almanak i Operaens Kagebord. Fra påske åbner Almanak i Operaen for frokost, hvorefter Operakagen vil få fast plads på Operaens à la carte-menu.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*