En ny bog – I en anden verden – er netop kommet på gaden med 31-årige Maiken Milter som forfatter.
.
”I en anden verden” bliver vi taget med til det fremtidige klima- og flygtningeramte Danmark, hvor menneskets liv er fjernere fra naturen end nogensinde. Det er en dystopisk thriller om en ung mands jagt på lykke i en tid 50 år efter, at muren stod færdig omkring det tidligere København og Malmø. Siden da har Øresundbys befolkning levet i tryghed uden truslen fra sydens klimamigranter.
Bag muren møder vi den unge mand Leo, som drømmer om at se verden, selvom han også er bange for de farer, der findes derude. Da han ved et tilfælde møder sin gamle veninde, Henya, og får chancen for at besøge en stamme på øen Møn, vælger han at lægge sin frygt på hylden og tro på det gode i alle mennesker.
Som dagene hos stammen går, bliver Leo dog mere og mere i tvivl, om det var det rette at gøre
Inspirationen til debutroman har Maiken Milter fået bl.a. gennem sin uddannelse som geograf. Mere præcist fik hun ideen i flyet på vej hjem fra et feltstudie i Nepal, og hun begyndte at skrive, da hun i 2017 blev færdiguddannet geograf. Uddannelsen har givet hende en forståelse for klimaforandringerne og bragt dem tæt ind på livet. Og det kan god være skræmmende.
.
På jagt efter et forlag
Det er forlaget Brændpunkt, der udgiver bogen – noget der naturligvis har vagt glæde hos Maiken Milter.
”Som så mange andre forfatterspirer, så har jeg sendt mig bog rund til forlag på forlag. Men der optages jo ikke vildt mange nye bøger, så jeg er glad for, at det lykkedes min at komme igennem nåleøjet”, fortæller Maiken i en samtale med Havnefronten, som hun selv har kontaktet omkring sin nye bog.
Bogen om fremtidssamfundet er skrevet fra den daværende lejlighed på A. C. Meyers Vænge, mens en ikke ubetydelig del er skrevet fra en lænestol på Sydhavnens bibliotek.
”På den måde er min bog lokal – også selvom den handler om et emne, der optager rigtig mange. Ikke mindst blandt de yngre. Jeg håber da, at mit tema vil inspirere unge til at samle bogen op for de er interesseret i klimaforandringerne og klimamigration”, siger Maiken.
Hun er i øjeblikket gravid og skal nedkomme til april – så der sker en masse i hendes liv med ny baby på vej – og bogen – og så er hun også lige flyttet fra Teglholmen igen. Denne gang til Roskilde med sin kæreste efter ti år i København.
Be the first to comment