Ny SUP klub på vej på Bryggen

I de senere år har Stand Up Padle surfing (SUP) grebet om sig og dyrkes nu mange steder – snart også med en klub på Islands Brygge, der har fået navnet Bryggen SUP Club. Torsdag er der åbent hus.

.

I de senere år har Stand Up Padle surfing (SUP) grebet om sig og dyrkes nu mange steder – faktisk som den hurtigst voksende vandsport – og nu også med en SUP klub på Islands Brygge, Bryggen SUP Club.

Formålet er at samle de interesserede i alle aldersgrupper i en klub, hvor man dyrker lige dele leg, fællesskab og ikke mindst motion i det legende blå element. Og klubben har allerede fået sit tilholdssted i det nye flotte blå støttepunkt, som er de aktivitetshuse, der ligger i sort (brændt) træ mellem Nokken og Slusen.

Det fortæller Jakob Nørlev og Klaus Sigh, der har sat Havnefronten stævne ved det nye klubhus. Klubben har allerede indkøbt de første SUP boards – herunder boards til begyndere og let øvede, og en mega-SUP, der er så stor, at en person ikke kan styre den – men til gengæld kan rumme op til seks samarbejdende personer. I den nærmeste fremtid suppleres der med reelle raceboards, så klubben også kan starte en konkurrenceafdeling – og allerede i den kommende weekend tager den første gruppe padlere fra BSC Amager rundt som træning frem mod sommerens afdelinger af SUP-touren (DM i SUP).

Klubben har dog fokus på breddeidrætten: ”Klubbens fokus er bl.a. at få flere børn og unge til at komme på vandet og få glæde af, at vi har en ren og smuk havn i hovedstaden, som man kan padle rundt i”, siger Jakob, der kan fortælle, at de første 5-6 instruktører allerede er uddannet, og at man har en kontakt til Skolen på Islands Brygge, så de unge forhåbentligt snart kan komme ud og prøve sig af på vandet.

Selvom klubben hedder noget med Bryggen, så er det ikke forbeholdt personer med adresse på Bryggen. Således er der allerede medlemmer fra mange dele af København – herunder fra Sluseholmen, der ligger lige over for det kommende klubhus.

.

Rødder på den anden side af jorden

Sporten har rødder på Hawaii, hvor den er en forløber til surfing. Her padlede man ud mod større bølger og surfede så ind. Siden har sporten fundet indpas i mere roligt vand, hvorfor den i dag særligt dyrkes tæt på kysten og i havne, som den i København, men også på Nordkysten af sjælland ser man flere og flere SUP-padlere, der nyder godt af de bølger som de vandrende lavtryk sender mod sjællands kyst. Og på samme vis giver havnens mange både da også til tider bølgeskvulp af en størrelse som man godt kan lege lidt med – alt i alt er Københavns havn et fantastisk og sikkert sted at padle på SUP, og klubben håber meget, at de kan være med til at udbrede de mange skønne sider af sporten.

.

Hvis man er interesseret i at høre mere om klubben, kan man sende en mail til bryggensupclub@gmail.com.

.

.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*