Ny strategi skal gøre København til en mere klimavenlige hovedstad

Københavns Kommune har fastlagt den strategiske retning for Københavns fysiske udvikling frem mod 2036, hvor nye arealer skal byudvikles og byen bevæge sig i en endnu mere grøn og klimavenlig retning. Det sker i ”Kommuneplanstrategi 2023 – Fremtidens klimavenlige hovedstad”, der netop er vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

.

En blandet by med betalbare boliger og flere andelsboliger, ejerboliger og almene boliger. Turisme spredt ud i hele byen med hoteller i flere kvarterer, der understøtter lokalområderne. En klimavenlig by med flere grønne områder og kort transporttid mellem hjem, arbejde, indkøb og fritidsaktiviteter.

Sådan beskriver København selv nogle af ambitionerne for, hvordan byen skal udvikle sig de kommende år i ”Kommuneplanstrategi 2023 – Fremtidens klimavenlige hovedstad”. Strategien blev vedtaget torsdag aften af Borgerrepræsentationen.

.

København vokser

Den rivende udvikling, København befinder sig midt i, vil de kommende år blive endnu mere synlig, efterhånden som der bliver bygget nyt i bl.a. Tingbjerg, Ørestad og Nordhavn. Og med behovet for flere nye bolig- og erhvervsområder fremover, vil vi se mod nye arealer som Kløvermarken og Refshaleøen, der har potentiale for byudvikling.

På kun nogle årtier er København vokset fra ca 475.000 indbyggere til nu 653.000 indbyggere. I starten af 1970’erne – inden udbygningen af villakvartererne omkring hovedstaden – boede der dog 750.000 i byen.

”Det er vigtigt, at København aldrig står stille. Hovedstaden skal fortsat udvikle sig med mere københavnerliv, hvor en bedre hverdag går hånd i hånd med at leve i en sund, bæredygtig og levende by. Kommuneplanstrategien er der, hvor vi har det lange og ambitiøse lys på i udviklingen af København, inden vi sammen med københavnerne skal definere planen for byens udvikling de næste 12 år,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:

”Mine prioriteter er klare: Vi skal skabe de rigtige rammer for en bæredygtig byudvikling med plads til nye boliger og forskellige boligtyper, så København kan være en by til alle faser i livet. Vi skal tænke klimaet ind i alt, hvad vi gør, og sikre at naturen bliver hevet helt ind i københavnernes hverdag. Og vi skal bevare byens sjæl, så vores historie føres med ind i fremtidens København. Tak for samarbejdet til alle partier på rådhuset”.

.

Nye cykel- og gangbroer

Kommuneplanstrategien peger bl.a. også på potentialet for nye forbindelser, der åbner udsatte boligområder op mod den øvrige by. I det hele taget vil flere nye forbindelser som cykel- og gangbroer, tunneller og bedre krydsningsmuligheder kunne binde København bedre sammen.

En af de cykel- og gangbroer er beliggende i den sydlige del af Københavns havn og skal forbinde det sydlige Islands Brygge og Engholmene – hvilket også kommer til at gøre Islands Brygge syd stationsnært i forhold til metroen.

København skal være en mere sammenhængende by, hvor alle nemt kan komme rundt, flere områder opleves som attraktive, og der er nemmere adgang til grønne arealer, fritidsaktiviteter og vandet.

Overordnet set vil tæt byudvikling med kort transporttid mellem hjem, arbejde og fritid sætte et lavere klimaaftryk, fordi det fremmer transportformer som gang, cyklen eller kollektiv transport.

.

Den gamle plan er fra 2019

København skal have en ny kommuneplan hver fjerde år, og i dag er den gældende Kommuneplan 2019.

Økonomiforvaltningen vil med udgangspunkt i Kommuneplanstrategi 2023 og forskellige baggrundsanalyser udarbejde et første udkast til en ny kommuneplan, hvorefter der følger politiske behandlinger samt interne og offentlige høringer.

Kommuneplan 2024, der indeholder konkrete forslag til den fysiske planlægning for København, forventes at blive vedtaget i løbet af året.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*