Ny plakat skal sætte fokus på livet under vandet i havnen

WWF Verdensnaturfonden og By & Havn har fundet vinderen af en stor kreativ plakatkonkurrence, som sætter fokus på livet under overfladen i Københavns Havn. Prisen går til 54-årige Michael Stokkebye fra Vesterbro, som sammen med 23 andre finalister får deres kunstværker udstillet på By & Havns udstilling ‘Havnebygmesterens Studiesamling’.

.

Freelanceillustrator Michael Stokkebye fra Vesterbros bud på plakaten for Københavns Havn var lige lidt bedre end de over 200 andre kunstnere, der hver havde indsendt kreative bud på livet under overfladen i Københavns Havn. På Michael Stokkebyes plakat ses blandt andet en krabbe, en ål og flere forskellige fiskearter svømme rundt under overfladen, mens fire personer og en havfrue dypper henholdsvis tæer og hale i havnen på det, der ligner en sommerdag.

Københavns Overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, uddelte præmien, og hun var glad for at kunne sætte fokus på livet under vandet i havnen.

”København er blå, grøn og kreativ. Vi har en fantastisk havn, og det rene vand er i mine øjne en af byens største kvaliteter. Det skal vi værne om og beskytte, så havnemiljøet forbliver blandt verdens bedste. De flotte plakater illustrerer københavnerlivet under havoverfladen og gør mig stolt over, at Københavns Havn rummer så stor biodiversitet”, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*