Nu starter julen for alvor: Det store juletræ bliver tændt på Rådhuspladsen

Foto: Nikolai Evereth Hansen

Julen står for døren, og det betyder traditionen tro, at det store juletræ på Rådhuspladsen skal tændes. Det sørger julemanden for den første søndag i advent kl. 16.00. Alle er velkomne skriver kommunen i en pressemeddelelse.

.

Vinterkulden har meldt sin ankomst, og går man rundt i de københavnske gader, er julelys, pynt og duften af gran også ved at melde sit indtog.

Julen nærmer sig på alle måder, og den første søndag i advent, den 3. december, indtager julen for alvor byen, når julemanden tænder det store juletræ på Rådhuspladsen.

”I over 100 år har traditionen med juletræet på Rådhuspladsen spredt glæde og julestemning til københavnere i alle aldre – i år er ingen undtagelse.

Der er skruet ned for temperaturen udenfor, men jeg håber, at københavnerne vil komme og skrue op for den hyggelige julestemning og synge julen ind,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

Det hele starter klokken 15.00, når julemanden og hans familie går afsted fra Nyhavn i optog mod Rådhuspladsen ledsaget af forskellige brandkøretøjer fra Hovedstadens Beredskab.

De ankommer til Rådhuspladsen klokken 15.35, hvor københavnerne har mulighed for at hilse på julemanden og nisserne.

.

Underholdning

På Rådhuspladsen bliver julen sunget ind til musik leveret af Københavns Kommunes Skoleorkester. Træet tændes efter rådhusklokkerne kl. 16.

Traditionen med juletræ på Rådhuspladsen er over 100 år gammel og stammer fra 1914. Dengang samlede træet og de elektriske lys mange københavnere, der ikke alle selv havde elektriske lys derhjemme.

Selvom meget har forandret sig siden, og træet i dag bliver pyntet med led-lys, så er traditionen på mange måder den samme. For eksempel blev træet både dengang og i dag hentet hjem fra Gribskov.

Træet er cirka 20 meter højt og fire tons tungt. Udover lysene bliver juletræet også pyntet med 100 julehjerter fra Børnenes Kontor.

Alle er velkommen til at deltage i juletræstændingen.

.

Tidsplan

15:00 – Hovedstadens Beredskabs juleoptog med julemanden og brandkøretøjer kører fra Nyhavn.

15:35 – Hovedstadens Beredskabs juleoptog med julemanden og nissemor ankommer til Rådhuspladsen og deler slik ud ved juletræet. Herefter spiller Københavns Kommunes Skoleorkester julemusik.

16:00 – Juletræet tændes af julemanden og Københavns Kommunes Borgerrepræsentations 1. næstformand Lars Weiss.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*