Nu kan kommunen endelig øremærke ungdomsboliger til studerende

Folketinget har torsdag vedtaget, at danske kommuner fremover kan stille krav om, at det skal være studerende, der bor i ungdomsboliger. Det har Københavns Kommune længe efterspurgt. Særlig sagen med Kaktustårnene ved Fisketorvet udstillede hullerne i den daværende lovgivning.

.

Københavns Kommune har i flere år efterspurgt at få lov til at stille krav om, at det skal være studerende, der bor i ungdomsboliger. Det er nemlig ikke muligt, men det bliver der lavet om på nu. Med en revision af planloven giver Folketinget nu kommunerne mulighed for at øremærke ungdomsboliger til studerende. Og det vækker glæde hos overborgmester Sophie Hæstorp Andersen:

”Vi har flere steder i København set eksempler på ungdomsboliger på få kvadratmeter til 8.000-10.000 kroner, som er en fuldstændig grotesk husleje for en på S.U. Derfor har jeg længe kæmpet for, at Folketinget gav os lov til at øremærke ungdomsboliger til studerende, så bygherrer tvinges til at sætte huslejen derefter. Med planlovsændringen kan vi endelig sige til alle unge studerende, der har prøvet at stå midt i en boligjagt, at der er hjælp på vej”, siger Sophie Hæstorp Andersen (S).

.

Stor efterspørgsel

I København er der en stor efterspørgsel på ungdomsboliger, der er til at betale for studerende, men mange små ungdomsboliger udlejes i dag til priser, der er tæt ved dobbelt så høje som almene ungdomsboliger.

Det skyldes, at det står bygherrer frit for, hvem de vil leje ud til, og derfor bliver ungdomsboligerne i nogle tilfælde reelt ikke bygget til studerende.

Det har medvirket til, at der i dag kun bor studerende i 57 pct. af alle private ungdomsboliger i København.

Et ekstremt grelt eksempel er Kaktustårnede ved Fisketorvet, der fik diverse dispensationer – bl.a. mht parkeringspladser, da studerende jo ikke i samme omfang har bil. Og alligevel blev det til dyre studio apartments i stedet. Det vil den nye planlov forhindre sker i fremtiden.

.

Krav om studieaktivitet

Med den nye planlovsændring får kommunerne mulighed for at kræve, at beboerne i ungdomsboliger skal være studerende. Muligheden gælder i nye lokalplaner.

Københavns Kommune har således ikke hjemmel til at kræve det samme for eksisterende eller allerede planlagt byggeri.

Københavns Kommune har fastlagt et mål om, at der skal bygges 12.000 ungdomsboliger frem mod 2031. Siden 2019 er der bygget omkring 5.400 nye ungdomsboliger.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*