Entreprenører fra både ind- og udland nu byde på anden fase af Lynetteholms perimeter og kystlandskab. Denne gang spiller CO2-udledning en større rolle. Det skriver selskabet i et nyhedsbrev.
.
Ud for Refshaleøen er første fase af Lynetteholms perimeter og stormflodssikring synligt med det blotte øje – og efter planen står det færdigt i løbet af den næste måned.
Derfor er By & Havn nu klar til at sætte gang i prækvalifikationen af de entreprenørvirksomheder, som ønsker at byde ind på at anlægge den sidste del af Københavns nye halvø og stormflodssikringsprojekt.
By & Havn har som bygherre opdelt Lynetteholms fase 2 i tre entrepriser. Entrepriserne omfatter i hovedtræk Lynetteholms østlige, vestlige og nordlige perimeter, der til sammen udgør den sidste fase af Lynetteholms samlede omkreds.
.
Grønnere end før
I forbindelse med det nye udbud skruer By & Havn op for den grønne del.
”Det bliver et krav, at entreprenørerne gennem hele anlægsprojektet skal føre et CO2-regnskab, der med faste mellemrum revideres ved ekstern revision. På den måde vil vi tidligt kunne identificere et overforbrug, så ændringer vil kunne nå at blive gennemført undervejs i projektet”, siger havnebygmester og anlægschef i By & Havn Hans Vasehus.
En del af entreprenørernes opgave bliver også løbende at komme med forslag til, hvordan projektets bæredygtighedsprofil kan styrkes yderligere.
I forbindelse med udbuddet af Lynetteholms fase 1 vægtede bæredygtighed 10 procent ved evalueringen af tilbuddene. By & Havn har i udbuddet af fase 2 valgt at hæve denne vægtning til 15 procent. Det betyder, at interesserede entreprenører i endnu højere grad kommer til at konkurrere på at kunne bygge så CO2-venligt som muligt. Med andre ord vil entreprenørerne få flere point og stå stærkere i konkurrencen om opgaven, jo mindre et CO2-forbrug de kan realisere.
.
Dialog med markedet
Forud for prækvalifikationen har By & Havn oplevet stor interesse for udbuddet af fase 2 og afholdt et informationsmøde for markedet, hvor flere både danske og udenlandske entreprenørselskaber deltog.
By & Havns udbud af fase 2 er i sidste uge blevet offentliggjort på EUs udbudsportal. Ansøgningsfristen for prækvalifikation er den 4. maj 2023. By & Havn forventer at kunne offentliggøre de prækvalificerede selskaber midt maj, og tilbudsfristen for at byde på entrepriserne er fastsat til primo august. Endelig kontraktindgåelse ventes at ske primo september med forventet anlægsstart oktober 2023.
Be the first to comment